Marts 1241). Nogen haard Straffedom tog han ikke over Skules Tilhængere. Der tales kun om at trende af dem bleve aflivede, nemlig Sigurd Hiit, der blev dræbt af Jon Tviskaven, hvilken Kongen om Vaaren 1241 sendte til Throndhjem. Stallaren Arnfinn Thjovssøn, hvilken Gaut Jonssøn lod dræbe, og Jatgeir Skald, der blev dræbt af Bjarne Mosessøn i Kjøbenhavn, just som han var kommen derhen fra Sverige efter sin uheldige Sendeferd[1]. Om ingen af dem siges der udtrykkeligt, at de bleve dræbte efter Kongens umiddelbare Befaling, og kun ved Sigurd Hiit tilføjes der, at han var en Vaarbelg, og ikke havde forliget sig med Kongen. Heraf maa man slutte, at de øvrige Vaarbelger i Løbet af 1240 havde bedet Kongen om Naade og indgaaet Forlig med ham. Saa vidt man kan skjønne, lod han heller ikke det Parti af Gejstligheden, der havde virket imod ham, og hvis Rænker han vistnok den hele Tid gjennemskuede, undgjelde for hvad de havde forbrudt, ej engang Chorsbrødrene i Nidaros og Munkene i Elgeseter. Endog Abbed Bjørn af Holm maa i det mindste være bleven løsladt af ham og have faaet Tilladelse til at foretage den paatænkte Rejse til Rom, nu kun i sit eget Anliggende, siden han, som det i det Følgende vil sees, paa denne Tid virkelig kom afsted, til sit Klosters store Skade. Saaledes benyttede Kongen sig med en Mildhed, der, om end naturlig for ham, dog ikke derfor bar mindre klog, af sin Sejr. Ønskeligt havde det kun været, at hans Tilhængere paa Island havde gaaet frem med samme Mildhed, og at de i det mindste ikke havde kunnet paaberaabe sig strenge Bud af ham som Paaskud til beklagelige Blodsudgydelser. Men Forholdene i dette ulykkelige, af.Anarchi og Borgerkrige søndersledne Land vare nu engang saadanne, at de ej gave Mildhed Rum; Partierne der i Landet vare engang dragne ind i de samme Partistridigheder, som paa denne Tid bevægede Norge, og hvad der i Norge kun frembragte Rystelser, spendt Forhold, skarpe Meningsudvexlinger og kortere, med taalelig Humanitet, førte Fejder, voldte paa Island den vildeste Blodsudgydelse og uforsonligste Krig. Og endelig vare de fra Kongen udgaaede strenge Bud ej givne efter vunden Sejr, men netop da Partifejden var i Begreb med at udbryde, og da Gemytterne paa begge Sider befandt sig
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 243. Hvad Jatgeir Skalds Drab angaar, da synes det som om Bjarne Mosessøn, der oftere sees at have været benyttet som Sendebud til Danmark, under et saadant Ophold i Kjøbenhavn tilfældigviis har stødt paa Jatgeir, og dræbt ham, uden nogen nærmere Ordre. I de nu existerende Haandskrifter staar der, hvis man skal tro Udgaverne, at „Gregorius Jonssøn“ lod dræbe Arnfinn. Men da Gregorius Jonssøn forlængst var død, er det tydeligt, at her menes Gaut Jonssøn, som ogsaa Peder Claussøn har. Sandsynligviis have de fleste Haandskrifter kun „G. Jónssunr“.
