dueligere end Loft Biskopssøn og Bødvar i Bø? „Hvor staar det skrevet, at alle Folk skulle tjene mig,“ sagde Sturla; „dette er en unødvendig Tale.“ Uden at endse hans Ord, vedblev Sighvat: „Nu er der ikke mange Pladse i dit Huusvæsen tilbage at besætte; dog fattes endnu et Par kloge og forstandige Folk, der kunne fare i Kjøbstevner og til Skibs, forestaa Indkjøb, ordne Rejser m. m.; dertil maatte man tage Gissur Thorvaldssøn og Kolbein unge.“ Da blev Sturla vred, foor op og gik ud; da han kom tilbage, gav Sighvat sig til at spøge med ham og slog Samtalen hen paa noget andet[1]. Det vilde dog have været ønskeligt, om han havde lagt de Advarsler paa Hjerte, som Faderen i hiin Samtale gav ham. Men derpaa var ikke at tænke. Sturla agtede ikke at hvile, førend han var Eneherre paa Øen, og for at opnaa dette Maal agtede han ethvert Middel lige godt. Først og fremst vilde han nu gjøre sig Sønderlandet underdanigt, og ydmyge dets største Høvdinger, Gissur Thorvaldssøn, Oddefolkene og flere. Anledning til at velte sig ind paa dem fandt han let. Paastaaende, at et Fruentimmer, der ved Jærnbyrd havde godtgjort at hun var egtefød Datter af Eyjulf, Sønnesøns Søn af Sæmund Frode i Odde, derved ogsaa var retmæssig Arving til Halvdelen af Odde-Godset, afkjøbte han hende denne foregivne Ret, og gjorde saaledes Sæmund Jonssøns Sønner deres Arveret stridig[2]. Derhos forbandt han sig med den før omtalte Orm paa Svinafell om at fratage den rige Kol Arnessøn alt hans Gods, fordi han ej vilde udbetale en Sum Penge, som han for flere Aar tilbage havde lovet Orm, for at denne skulde dræbe en fredløs Mand, der havde forgrebet sig paa hans Person. Kol henvendte sig til sin Fostre Andres Sæmundssøn, om Hjelp, og denne, der ej følte
- ↑ Sturlunga Saga IV. 4. Der fortælles, at da Samtalen blev bekjendt, kunde Loft Biskopssøn ikke negte, at de Forretninger, Sighvat havde tildeelt enhver af de nævnte Mænd, vare særdeles vel valgte og netop passede med deres Væsen; Bødvar Thordssøn derimod sagde: „Fanden tage deres Smædeord, gid de faa en Ulykke, og at der times dem alt andet end at alle Folk skulde være deres Tjenere“.
- ↑ Den Eyjulf, hvorom her er Tale, var en Søn af Jon Lodmundssøn, og Lodmund var igjen Søn af Sæmund frode, altsaa Broder til Loft Sæmundssøn, Jon Loftssøns Fader. Eyjulfs Syster var Valgerd paa Rette, Sæmund Jonssøns Frille og Solveigs Moder. Eyjulfs Datter, der maatte bevise sin Ret, hed Alfheid; skjønt hiin var fød i lovligt Egteskab, var hun dog sin Fader saa ulig, at Solveig ikke vilde erkjende hende for en Datter af Eyjulf og saaledes for sit Syskendebarn, uden at hun ved Jærnbyrd beviste sin Fødsel. Men da dette var skeet, benyttede Sturla sig strax deraf til at fremkomme med Arvefordring paa Odde. At han fremsatte Fordringen paa hendes og ikke ligesaa godt paa sin Hustrues Vegne, kom deraf at Solveig ikke var egtefød, og saaledes ingen Arvefordring havde, saa længe egtefødde Arvinger fandtes.
