Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1005

Denne siden er korrekturlest
987
1238. Sturla Sighvatssøn overlister Gissur.

Magt lod sig endnu intet udrette, og det –gjaldt alene, at bruge List. Og i dette Stykke var han Sturlas Mester. Da Sturla om Aftenen kom til Rente ved Ølvus, indfandt saavel Orm Svinfelling, som flere af Gissurs Frænder sig hos ham, og Sturla tilbød sig nu at overdrage en af disse, lige meget hvilken, Gissurs Godord og Høvdingdømme, som et Slags Len, saaledes at Modtageren erkjendte Sturla for sin Overherre, og forbandt sig til at staa ham bi mod hvem det skulde være. Ingen, heder det, var villigere til at underkaste sig disse Betingelser, end Gissurs Fætter Hjalte, Biskop Magnus’s Søn, og han fik derfor strax Tilsagn om Forleningen. Af de følgende Begivenheder er det tydeligt at see, at Hjalte kun lod sig den tildele, for, naar Tiden kom, atter at give Gissur den tilbage, og sandsynligviis har han derfor endog meldt sig efter et hemmeligt Vink fra Gissur selv. Efter at Sturla nu paa en Forsamling ved Thorsaa højtideligt havde overdraget Hjalte de omhandlede Godord og modtaget hans Troskabsløfte, begav han sig til Odde, hvor han under Paaskud, af at Harald Sæmundssøn i sin Tid havde staaet Aron Hjørleifssøn bi, fratog ham tvende Gaarde. Ligeledes erklærede han Halvparten af Odde for sin Ejendom paa Grund af den ham overdragne Arveret, og deelte Kot den Riges Gods med Orm paa Svinafell. Med andre Ord, han opførte sig ganske, som om han var uindskrænket Herre der i Egnen, og traadte Ret og Skjel ganske under Fødder. Hvad der gjør denne hans Optræden saa meget mere modbydelig, er den Overbeviisning, man faar ved at iagttage ham Skridt for Skridt paa dette Tog, at han ikke en eneste Gang lededes af Øjeblikkets Impuls eller af tilfældigt indtræffende Omstændigheder, men at han den hele Tid handlede efter en omhyggelig udtænkt og nøje overlagt Plan. Man kan derfor ikke synderligt fortænke dem, han behandlede saa skammeligt, i at de betalte ham med samme Mynt, for at vinde det tilbage, der paa slig uretfærdig Viis var blevet dem berøvet, og om man end ikke kan give Gissur Medhold i at han, som vi ville see, brød sin Ed, kan man dog undskylde ham, om han, efter de Tiders Synsmaade, ej betragtede den ham paa en saa skjændig Maade aftvungne Ed som bindende, saa meget mere, som Edsformularen selv synes at have givet ham Anledning til Reservation. Men uforklarligt er det, at Gissur kunde lade sig saaledes overliste af Sturla, der vist ellers ikke paa langt nær kunde maale sig med ham i Klogskab og Forsigtighed. Man kunde næsten fristes til at tro, at Gissur og Sønderlændingerne, mistvivlende om at afvende det fra Sturla truende Uvejr uden alt for stor Blodsudgydelse og Ødelæggelse i deres eget Hjem, især da han havde en Forbundsfælle i Orm Svinfelling, ere blevne enige om, for det første at bøje sig under Stormen, for siden at tage desto eftertrykkeligere Hevn over Sturla paa hans egne Enemerker, eller at de endog, indseende Nødvendigheden af at sætte en Grændse for hans Anmasselser, gjerne lod det