kaldte Tunge (mellem Husaa-Strømmen og Jøkulsaa) henimod Gaarden Videvalle, hvor Sturlas Broder Kolbein stod med en Skare udvalgte Mænd for at forsvare Overgangen. Det er merkeligt nok, at Gissur i den korte Opmuntringstale, han holdt til sine Folk, udtrykkeligt bad dem at efter= ligne de tapre Mænd, der saa trofast fulgte Kong Sverre eller andre Høvdinger, da deres Kjekhed, som han sagde, aldrig vilde glemmes. Sturla, der med sin Skare tilbragte Natten paa den lidt nedenfor Videvalle liggende Gaard Myklebø, ilede ved Synet af Sønderlændingernes store Hær hiinsides Elven strax sin Broder til Hjelp, ligesom ogsaa Sighvat, der laa paa Solheime noget længer oppe, kort efter kom til[1]. Ingen søgte, besynderligt nok, at formene Sønderlændingerne Overgangen over Elven, men Sturla og Sighvat trak sig med deres hele Styrke ind i en noget højere beliggende Indhegning, kaldet Ørlygsstad, hvor der ej stod andre Bygninger end et Saudehuus, og hvis lave Jordvolde ikke afgave synderligt Værn. Neppe vare de komne ind i Hegnet, førend Kolbein og Gissur angrebe dem fra hver sin Kant, og, som man tydeligt kan see, med stor Overmagt, faa at de efter en yderst forbitret og blodig Kamp maatte bide i Græsset. Den 68aarige Sighvat faldt først, efter at have faaet ikke færre end 17 Saar, hvoriblandt et af Kolbein selv, sin nær besvogrede og fordums Myndling. Sturla, der forsvarede sig med det gamle, Gisle Suurssøn forhen tilhørende Spyd Graasida, hvilket dog ikke længer svarede til sin fordums Berømmelse, havde allerede faaet eet Saar, da Hjalte Biskopssøn stak ham i Kinden og Tungen lige til Benet, og en anden tillige saarede ham i Halsen. Da raabte han til Hjalte: „Grid, Frænde!“ „Grid skal du faa“, sagde Hjalte, tog ham under Armene og førte ham ud af Hegnet paa Marken, hvor han kastede sig ned og forlangte en Prest. Men medens Hjalte var borte for at hente Presten, kom Gissur til, tog en Bredøxe, og gav ham et vældigt Hug i Hovedet, hvorhos Kløing Bjørnssøn, Gissurs Brodersøn og Snorres Stifsøn, saavel som nogle andre, gjennemborede ham med deres Spyd. Hans Broder Markus bragtes dødeligt saaret ind paa Videvalle, men blev dræbt paa Gissurs Befaling. Tume, den yngste Broder, var heldig nok til, med flere andre at undkomme over Fjeldet til Eyafjorden. De to andre Brødre, Kolbein og Thord Krok, flygtede ind i Kirken paa Myklebø; Kolbein tilbød sig at forlade Landet og aldrig at komme tilbage, hvis man vilde skjenke ham Livet; men forgjeves: ved Truslen om at man vilde stikke Ild paa Kirken nødsagedes han til at gaa ud, og Gissur lod ham halshugge. Samme Skjebne havde Thord,
- ↑ Ifølge Gunnlaugssøns Kart over Island ligge Videvalle, Myklebø, og Solheime ganske nær ved hinanden paa Østsiden af Elven, i den her anførte Orden; Solheime sydligst eller øverst.
