Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1009

Denne siden er korrekturlest
991
1238. Slag paa Ørlygsstad. Sighvats og Sturlas Fald.

saavel som Ravn Sveinbjørnssøns tvende Sønner, Sveinbjørn og Kraak. Sturla Thordssøn, der ogsaa havde deeltaget i Kampen, fik Grid af Gissur og Kløing, og det maa siges til hans Berømmelse, at da Griden blev ham tilbuden, vægrede han sig ved at modtage den, hvis ikke ogsaa hans Ven, en vis Asgrim, fik beholde Livet. Hvis Sturla Thordssøn dengang var bleven dræbt, vilde vi maaskee nu hverken have haft nogen Beretning om disse Begivenheder, eller om Kong Haakon Haakonssøns Bedrifter. Man regner i Alt, at der paa Sturlas Side faldt i Slaget eller senere aflivedes omtrent 50, medens der af Gissurs og Kolbeins Hær kun faldt syv. Hvor mange der var saarede, angives ej, men det siges kun at deres Antal var stort[1].

Saaledes var nu Sturlas hurtigt erhvervede Vælde lige saa hurtigt og med et eneste Slag tilintetgjort, og Sighvat havde spaaet ret, naar han sagde, at hvis han først engang faldt, vilde hans Fald blive stort. Ogsaa det Herredømme, Sighvat i saa lang en Aarrække havde udøvet paa Nordlandet, ødelagdes i Bund og Grund, thi Kolbein erklærede det for en Ulovlighed, at han nogensinde havde haft Godord der, lod sig selv alle Godordene overdrage, og underlagde sig saaledes hele Nordlændinge-Fjerdingen. Af Sighvats efterladte Ejendomme blev der tilkjendt ham betydelige Erstatnings-Beløb. Paa samme Tid lagde Gissur Herverkssag an mod alle de Vesterlændinger, der havde været med at tage ham til Fange ved Apavatn, og de maatte forbinde sig til at betale overordentligt store Pengebøder. Overhoved lagde Gissur og Kolbein temmelig klart for Dagen, at det ikke saa meget var deres Hensigt at befrie deres Landsmænd fra Sturlas Vælde, som at tilrive sig selv Magten i hans Sted. Og man havde ikke vundet stort ved Byttet. Thi var Sturla end overmodig, herskesyg, voldsom og hensynsløs, var han dog ogsaa af Naturen højhjertet og ridderlig, og besad mange elskværdige Egenskaber, der neppe fandtes hos den kloge, koldt beregnende Gissur, der med langsomme, men sikre Skridt nærmede sig sit Maal[2].

  1. Sturlunga Saga, VI. Cap. 7–19. Slaget paa Ørlygsstad er her beskrevet med særdeles Nøjagtighed, saa at man kan see, at Beskriveren maa have været et Øjevidne.
  2. Af flere Omstændigheder, der anføres, lader det til, hvad der og i sig selv er rimeligst, at Gissurs Harme og Hevngjerrighed ej har kjendt nogen Grændse. Da han gav Sturla Dødshugget, fortælles der, hugg han saa voldsomt til, at han endog lettede sig fra Jorden med begge Fødderne, saa at man kunde see Luften mellem Jorden og hans Fodsaaler. Sturla derimod skal nogle faa Dage for Slaget have sagt til sine Mænd: „der er dog stor Forskjel paa mig og mine Frænder i den Maade, hvorpaa vi agte at benytte os af Sejren, thi de ville min Død, men Gud skal vide, at jeg ikke agter at ud-