Gaarden, blev greben og bunden, medens Huuskarlene fik Prygl. Sverre tog meget Gods fra ham, og oven i Kjøbet maatte han betale Mark Guld (4 Merket Sølv); enda var han glad ved at slippe saa vidt derfra. Derpaa vendte Sverre tilbage til sine Mænd og drog til Hamar, hvor de grebe en anden af de sammensvorne, ved Navn Harald Gudbrandssøn[1], og som siges at have været Sverres Frænde: af denne Aarsag bade mange for hans Liv, og han fik beholde det mod at betale halvanden Mark Guld. Andre af Magnus’s Mænd flygtede bort over Hals og Hoved, og lede stort Tab paa Gods og Penge. Det viser sig imidlertid heraf, hvad der ovenfor er ytret, at Bøndernes forrige Underkastelse under Sverre ikke havde stort at betyde: de fandt sig i hans Paabud, som et uundgaaeligt Onde, men saa snart han var borte, var alt som før. Dette saa man ogsaa i Østerdalen, hvorhen Sverre tog Vejen fra Hedemarken, og hvor han kom – sandsynligviis til Elverum – fem Dage før Juul (20de Decbr.) Bønderne, der tænkte som saa, at Birkebeinerne havde i Sinde at tage for sig af deres Julekost, aftalte indbyrdes, at ikke en eneste af dem skulde gjøre det mindste istand til Julegilde saaledes som de ellers plejede. Da Sverre merkede dette, brugte han List mod List, thi han havde virkelig gjort Regning paa at nyde godt af Julekosten. Han drog sydefter til Soløer, foregivende at han agtede sig til Vermeland. – Men da han kom til Eidskogen, lod han kun 120 Mand fare over Skoven til Vermeland, hvor de bleve godt modtagne, med de øvrige vendte han tilbage til Østerdalen, hvor Bønderne nu troede sig fuldkommen sikre, og havde alt færdigt til Julegilderne. Men nu gjorde Birkebeinerne sig til Gode dermed, uden at bryde sig om, hvor vidt Bønderne likede det eller ikke, og Sverre havde saaledes de bedste Vejtsler hele Julen igjennem. Det kan dog kun have været den højeste Nød, som drev Sverre til at fare saaledes frem, thi han maa dog have indseet, at Birkebeinerne derved
maatte blive yderst forhadte, og paany komme i det gamle Udraab for at være Røvere og Voldsmænd. Man kan ogsaa tydeligt see, at han og hans Flok herefter en Tidlang bleve langt uvenskabeligere modtagne end før, hvor de kom hen, og at de endog mødte Modstand paa Steder, hvor de tidligere havde været nok saa velkomne, f. Ex. i det Throndhjemske, som det i det følgende skal berettes. Hvorfor han ikke strax fra Gudbrandsdalen drog over Fjeldet did hen, men tvertimod betragtede sig som indespærret, hvis det lykkedes Bønderne at besætte Indgangen til Gudbrandsdalens sydlige Deel, siges ikke, men det er tydeligt nok, at han maa
- ↑ Hvorledes dette Slægtskabsforhold var beskaffet, siges ikke, men det maa dog vel snarere have været paa Sverres fædrene end paa hans mødrene Side. Det siges heller ikke udtrykkeligt, at Harald var en af de sammensvorne Bønder, men det kan dog tydeligt sees af Fortællingen.
