Hertugen i et Afskedsgilde, han gjorde for dem, i Paahør af sin Stallare Arnfinn Thjovssøn og et Par andre gav Snorre Jarlsnavn[1]. Forholder det sig saaledes, da har Hertugen allerede ved denne Handling, der kun tilkom en Konge at udføre, givet sin Hensigt at ville antage Kongenavn tilkjende, og Snorre maa paa sin Side derved have forpligtet sig til at bringe sin Fædreneø under Hertugens Lydighed, saaledes at han selv skulde komme til at bestyre den som Jarl, og proklamere denne sin Jarletitel, saa snart han erfarede at Hertugen havde bemægtiget sig Norges Krone. Man kunde derved ogsaa fristes til at tro, at naar Snorre hidtil havde undladt, efter Løfte at virke for at bringe Island under Kongens Herredømme, var det ej alene af Patriotisme, men ogsaa fordi han kun undte Hertugen, ej Kongen, denne Ære. Saadanne vare vistnok Kongens Formodninger. Da han derfor hørte, at Snorre og de øvrige Islændinger alligevel beredte sig til Rejsen, sendte han endnu engang en Skrivelse til Throndhjem, hvori han paa det strengeligste forbød dem at rejse bort den Sommer. Brevet naaede dem, da de allerede laa sejlklare ved Munkholmen. Snorre læste det, men svarede kun: „ud vil jeg,“ og sejlede afsted[2]. Kun hans Brodersøn Olaf Thordssøn Hvitaskald blev tilbage, og tog, som vi have seet, Kongens Parti. Ogsaa Thord Kakale, der fremdeles opholdt sig i Bergen, ønskede naturligviis intet heller end at komme hjem, deels fordi han nu efter sin Faders og Broders Fald var deres nærmeste Eftermaalsmand, deels ogsaa fordi han, uden ringeste Pengetilskud hjemmefra, befandt sig i mislige Omstændigheder. Men Kongen tillod ham heller ikke at rejse, neppe saa meget fordi Thord var falden i hans Unaade formedelst Hengivenhed til Sviir, og især paa Grund af et Slagsmaal, hvori han i Drukkenskab var kommen med nogle af hans Hirdmænd, som fordi: han itu havde Planer fore, hvilke Thord ved strax at optræde som Sturlas Hevner lettelig kunde forstyrre. Thord maatte altsaa forblive i Bergen indtil videre, og vilde være kommen i den yderste Nød, hvis ikke Aron Hjørleifssøn ædelmodigt havde taget sig af ham, indbudt ham til sig, og behandlet ham som om hans Broder aldrig havde været hans Dødsfiende[3].
- ↑ Den før omtalte Styrme Frode skal ved Snorres Dødsdag i et Kalendarium have tilføjet „Ártið Snorra fólgsnarjarls“ ɔ: „den hemmelige Jarl Snorres Aartid“. Sturlnnga Saga V. 23.
- ↑ Sturlunga Saga, VI. 23. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 195.
- ↑ Aron Hjørleifssøns Saga, Cap. 24–26. Thord var, siges der, ikke tilbørligt maadeholdende i Drik, hvorfor Kongen ej var faa venlig imod ham, som han ellers vilde have været. Han opholdt sig i den saakaldte Hallvardsgaard, der kaldtes saaledes efter Ejeren, den kongelige Hirdmand Hallvard svarte, en overmodig Mand, som Thord ikke kunde lide. Krone Gaard laa ej langt derfra, og Arons Broder Baard, der var hos ham, besøgte ofte Thord. Denne og hans Mænd levede saa bekosteligt, at deres Penge gik med. Ud paa
