Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1016

Denne siden er korrekturlest
998
Haakon Haakonssøn.

lands, som ved Norges Biskopsstole oprettedes Domkapitler, hvilke Valgretten kunde overdrages, eller at overdrage Valgretten til hvert Stifts Presteskab alene, bestemtes det at begge Biskopsstole paa Island for Eftertiden, ligesom det allerede var Tilfældet med Grønlands Biskopsstol, skulde besættes af Erkebiskoppen og Kapitlet i Nidaros[1], og i Stedet for, efter at Biskopperne Gudmunds og Magnus’s Død var bleven bekjendt, at bekræfte Magnus Gudmundssøns Valg, for hvilket der nu ej længer var noget til Hinder, saavel som at udnævne en Islænding til Biskop i Hole i den paa Rejsen afdøde Bjørns Sted, faldt Valget paa hine norske Gejstlige. Dette viser aabenbart, at Erkebiskoppen ej alene vilde gribe Lejligheden til herefter at bringe Islands Biskopsstole i større Afhængighed af sit Erkesæde, men at det ogsaa nu var ham særskilt magtpaaliggende at faa dem besatte med Mænd, der stode udenfor Øens Parti-Interesser, og alene havde Erkestolens og Norges Fordele for Øje. Om Magnus Gudmundssøn, der selv hørte til Øens Aristokrati, var Dattersøn af Jon Loftssøn og Allsherjar-Gode[2], kunde man forud vide at han vilde træde i sine Forgængeres Fodspor og med Varme omsatte Høvdingernes Interesser. Alt dette viser, at skjønt Erkebiskoppen maa have været den, der i disse Anliggender optraadte.som handlende, har han dog ganske vist handlet efter Overlæg med, maaskee og paa Opfordring af Kongen, med hvilken han stod paa en saa venskabelig Fod. For Kongen maatte det just være magtpaaliggende, at Sturla Sighvatssøn, hvis Bestræbelser nu lode til at ville krones med Held, ogsaa understøttedes af Gejstlighedens Overhoveder i Landet, og han har maaskee endog haft den rosværdige Hensigt, ved Biskoppernes Hjelp at faa hans altfor store Voldsomhed hemmet og holdt i behørig Tømme.

Det er ovenfor omtalt, at Haakon, Skule Jarl og Erkebiskop Sigurd i Aaret 1237 indstevnede Godordsmændene til sig, og at der kom mange Breve til Landet, der kun lidet efterlevedes. Sandsynligviis har Stevningen, saavel som Brevenes Indhold, ogsaa for en Deel vedkommet Biskopsstolens Besættelse eller Bestyrelse. I det følgende Aar, 1238, kom Munken Hildebrand Gunnarssøn med nye Breve fra Erkebiskoppen[3], formodentlig med Melding øm at de nye Biskopper nu vare udvalgte og indviede, og med Befaling om, at de, naar de ankom, skulde finde en god

  1. Dette siges med Hensyn til de første norskfødte Biskoppers Valg ikke udtrykkeligt, men det sees tydeligt nok af hvad der fortælles om de senere.
  2. Om Magnus’s Fader Gudmund Griis, og hans tvende Døttre af Navnet Thora, der bleve gifte, den ene med Thorvald Gissurssøn, den anden med Jon Sigmundssøn, se ovenf. S. 809.
  3. De islandske Annaler ved dette Aar.