med Snorres Mistanke til Sønderlændingerne, at have bestemt ham til, for det første, at tage sit Ophold længer vester, deels hos Urøkja, deels i Saurbø, naar han kun først havde ordnet det Fornødne med Hensyn til sine Ejendommes Bestyrelse tinder sin Fraværelse. Derfor begav han sig strax tilbage til Reykjaholt, ikke formodende Faren saa nær, som den virkelig var[1]. Tilbagekommen fra Mødet med Kolbein kaldte Gissur strax sine Venner og Frænder til sig, Brødrene Kløing og Orm, Loft Biskopssøn, Arne Øreyda og flere, og lod nu for første Gang Kongebrevet oplæse, idet han med en Iver, der vistnok var alt for pludselig til ej at forekomme flere paafaldende, erklærede at han ikke for nogen Priis vilde sidde Kongens Skrivelse overhørig, og derfor, siden det ej var at vente at Snorre frivillig vilde forlade Landet, agtede at tage ham til Fange. Orm Bjørnssøn vilde dog ikke være med i dette Anslag, og red hjem til sin Gaard Breidabolstad. Kløing derimod deeltog deri med største Iver, ledsagede Gissur et Stykke paa Vejen, og skilte sig kun fra ham for at samle flere Folk. Med 70 Mand drog Gissur forud for de øvrige, og kom ganske uventet ind paa Reykjaholt Natten efter den 22de September, medens alle laa og sov. Gissur lod den Stue, hvori Snorre laa, bryde op. Snorre vaagnede ved Larmen, sprang op og løb ind i et tilstødende lidet Huus, hvor han traf Presten Arnbjørn, og efter Overlæg med ham skjulte sig i Kjelderen under Huset. Gissurs Folk ledte nu efter ham rundt omkring i hele Huset, medens Gissur talte med Arnbjørn Prest, og spurgte, om han vidste hvor han var. Da Arnbjørn svarede nej, ytrede Gissur, at hvis han ej fik tale med Snorre, kunde der jo ikke sluttes noget Forlig mellem dem. Disse Ord, der antydede fredelige Hensigter, bragte Arnbjørn til at tilstaa, at hvis man lovede Snorre Grid, kunde det nok hænde at man fandt ham. Maaskee Arnbjørn endog lod sig forlede eller tvinge til at røbe hans Skjulested, thi strax efter, heder det, fik man det at vide; dog er det ogsaa højst rimeligt at de, der søgte efter ham paa alle Kanter i Huset, tilsidst ogsaa kom til Kjelderen. Fem Mand, med Gissurs Tjener Simon Knut[2] i Spidsen, begave sig nu derned – ej for at tage ham til Fange, skjønt dette havde været en let Sag med den 63aarige værgeløse Olding, men for at aflive ham. Der er intet, som tyder hen paa at de have skyndt sig ned paa egen Haand uden at afvente Gissurs Befaling, lige saa lidet som Gissur gjorde det mindste for at frelse ham, uagtet et eneste Ord vilde have været tilstrækkeligt dertil. Det er derfor aabenbart, at Gissur med koldt Blod har givet Befaling til hans Drab, at han lige
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1020
Denne siden er korrekturlest
1002
Haakon Haakonssøn.
