efterladte Verker, men den ytrer sig ogsaa umiskjendeligt i hans Færd, saadan som vi finde ham skildret. Han var vel vindesyg, herskesyg og ærgjerrig, men der tales ingensteds om at han var grusom og blodgjerrig, som de fleste andre Høvdinger paa den Tid; hans Sejrvindinger betegnedes ikke, som ellers, af Lemlæstelser og Nedsablinger af de Overvundne; og faa egennyttig som han efter Sigende skal have været, seer man dog at han nød stor Tillid. Jon Loftssøns Sønner valgte ham til at skifte Arven mellem dem; og det taler særdeles meget til hans Fordeel, at han altid stod paa en venskabelig Fod med en Mand som Ravn Sveinbjørnssøn. Ja endog hans urokkelige Hengivenhed for den ufornuftige, men velmenende Biskop Gudmund viser at hans Pietet kunde være sterkere end hans Statsklogskab[1]. Og endelig ytrer hans Patriotisme sig renere og sterkere, end hos de fleste af hans Landsmænd. Det var dog ham, som fornemmelig bidrog til at afværge den Fare, der i 1220 truede Island; og uagtet han, som vi have seet, da paatog sig det Hverv at bringe Island under Norges Højhed, var det dog saa langtfra at han udførte det, at man meget mere skulde antage at han paatog sig det alene for i Virkeligheden at modarbejde enhver saadan Plan, flygtende for at ellers en anden skulde ville lade sig bruge dertil og arbejde derpaa for Alvor, saaledes som det virkelig var Tilfældet med Sturla Sighvatssøn, og siden, som vi skulle see, med Gissur Thorvaldssøn. Det er heller ikke saameget Samtiden, som sildigere Tider, der have brudt Staven over Snorre Sturlassøn: en saa meget merkeligere Uskaansomhed, som man jo netop skulde have formodet, at hans store literære Fortjenester endog let kunde have forblindet de senere Historieskrivere med Hensyn til hans Fejl som Menneske og Politiker. Men det synes næsten, som om man endog med Flid har søgt at værge sig mod en saadan Forudindtagelse til hans Fordeel ved at fremdrage hans svage Sider og bedømme dem med den størst mulige Strenghed: derved er man falden over i den anden Yderlighed. Vor Dom om Snorre kan i Korthed sammensattes saaledes: i moralsk Henseende ikke slettere, men snarere i mange Stykker bedre end sin Samtid, stod han som Videnskabsmand uendeligt over sine Omgivelser. Saga vi saaledes alt med, tynger Vegtskaalen unegteligen mere til hans Ros end til hans Dadel.
Om Snorres literære Fortjenester ville vi nærmere handle nedenfor,
- ↑ Det er derhos et ret merkeligt Træk, at uagtet Hallveigs Søn, og paa en vis Maade hans Stifsøn, Orm, umuligt kunde være ham god, saa længe de tvistede om Hallveigs rige Arv, vilde han dog ikke være med i Anslaget mod Snorre: et Tegn paa, at han dog ej kunde negte ham sin Agtelse og fandt det utilbørligt at stræbe ham efter Livet.
