vistnok for saa vidt urigtigt, som Snorre var langt fra at arbejde i den norske Krones Interesser, og vi af det nys omhandlede desuden vide, at Bessastad udgjorde en Deel af hans Efterladenskab. Men det er aabenbart saaledes at forstaa, at Kongen har gjort Fordring paa Bessastad som Bod for Snorres saakaldte Landsforræderi, og at Urøkja, der endnu besad den ene Halvdeel, og Gissur, hvem den anden var overdragen, have maattet finde sig i, ved Kongens endelige Dom at afstaa denne eller den norske Krone hver sin Part. Og dette, saavel som den Omstændighed, der i det Følgende nærmere vil blive omtalt, at Thord Sighvatssøn just paa denne Tid, neppe uden Kongens Vidende og Vilje, kom tilbage fra Norge til Island, tyder fremdeles umiskjendeligt paa, at Gissur ikke havde den Tilfredsstillelse af sin Appell til Kongen, som han maaskee havde ventet. Urøkja blev venligt behandlet af Kongen, men kom ikke mere tilbage til Island, da han døde allerede den 24de Juni 1245.
Saaledes havde Kongen nu lagt den første Grundvold til sit Herredømme paa Island omtrent paa samme Tid, Borgerkrigene vare endte i Norge med Hertug Skules Fald, og der ikke længer fandtes en eneste Mand, der enten vovede, eller med mindste Skin af Ret kunde vove at optræde som Kronprætendent. Endog det sidste gjenlevende Medlem af Baglerkongen Philips Æt, hans Brodersøn Hr. Gregorius, sluttede sig endnu nøjere til Kongen end hidtil, ved at bejle til hans naturlige Datter Cecilia, hvis Haand heller ikke blev ham negtet, og med hvilken han holdt Bryllup i Throndhjem, hvor Kongen tilbragte Vintren 1241–42[1]. Sommeren forud havde Kongen været i Viken, fornemmelig, som det synes, for at faa de med Sverige endnu ikke opgjorte Stridigheder bilagte, og han havde i Kongehelle haft en Sammenkomst med Kong Eriks Svoger Byrge Magnussøn, den senere saa berømte og mægtige Byrge Jarl, hvilken Erik, der selv ikke vilde indfinde sig til Mødet, sendte i sit Sted[2]. Underhandlingerne ledede vistnok ikke til noget endeligt Resultat, og vi ville endnu i det Følgende see Sviarne fornye Klagemaalet mod Nordmændene over det Tog, de for saa mange Aar tilbage havde gjort til Vermeland efter Ribbungerne. Men det kom dog ikke til Krig, vistnok fordi Haakon, som Eneherre i Norge, og i Besiddelse af hele Folkets udeelte Hengivenhed, var en alt for farlig Fiende til at man dumdristigt
