dette, skulde han nyde samme Syndsforladelse, som om han virkelig var dragen til Palæstina. Og ved endnu en Skrivelse af 8de Juli tog Paven Kongen med Familie og Gods under St. Peters og sin særdeles Beskyttelse, medens han var fraværende paa Toget mod Hedningerne, ligesom han samme Dag i et særskilt Brev underrettede Erkebiskoppen og Biskoppen af Bergen baade om hiin tilstaaede Modifikation af Korstogsløftet og om det sidstnævnte Tilsagn, idet han paalagde dem at paasee dette overholdt[1]. Alt dette vidner aabenbart om det bedste Forhold mellem Kongen og Kirken. Hvis nogen Konge fortjente dens Gunst, maatte det ogsaa være Haakon, saa rigeligt som han søgte at styrke og hædre den. Naar der for Resten her tales om Hedningerne ved Rigets Grændser, maa vel fornemmelig Finnerne være meente, da vi i det følgende ville see, at Haakon virkelig gjorde meget for at udbrede Christendommen iblandt dem, og derved tillige at bringe dem under sit Herredømme. Forandringen i Korstogsløftet var i saa Fald særdeles vel betænkt af ham, thi medens en Expedition til Finmarken var for intet at regne imod et Tog til Palæstina, medførte den derimod Udsigten til verdslige Fordele, for saa vidt en Gebetsforøgelse i hine nordlige Egne kunde regnes dertil.
En saadan Fredens, Enighedens og Tilfredshedens Tid, som den, der nu begyndte og vedvarede i en lang Række af Aar under Haakons kraftige, men dog milde Scepter, havde man ikke kjendt i Norge siden hans Fader Haakon Sverressøns desværre alt for korte Regjering, da ligeledes alle Partier forenede sig i Kjærlighed til Kongen, og Fred herskede saa vel indenlands, som med Udlandet. Men i Stedet for at den Fredstilstand, som Haakon Sverressøn oprettede, atter afløstes af Borgerkrig, og Krigstilstanden endnu i en lang Række af Aar blev den herskende i Landet, saa Norge efter Fredens Gjenoprettelse under Kong Haakon ikke paa et Par Generationer nogen formelig Krig inden sine Grændser, og nogen virkelig Borgerkrig førtes ikke oftere. De gamle Partinavne Birkebeiner, Vaarbelger o. s. v. ophørte aldeles, som overflødige. Man kan altsaa med Føje sige, at Hertug Skules. Fald og den fuldstændige Tilintetgjørelse af Vaarbelger-Opstanden afslutter Borgerkrigenes Periode i Norge, og saaledes danner en vigtig Epoche i Folkets Historie. Med denne slutte vi derfor ogsaa nærværende Afsnit, idet vi kun, forinden vi gaa over til det næste, kaste et Tilbageblik paa Folkets indre Tilstand i den nys omhandlede Periode.
- ↑ Dipl. Norv. I. 24, 25.
