Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/104

Denne siden er korrekturlest
86
Magnus Erlingssøn.


kelig tilbage, uden at standse, førend han kom til Vermeland[1]. Her holdt han Stevne med de mægtigste og forstandigste Mænd, og spurgte om de vilde slutte Forbund med ham og under hans Anførsel kjæmpe mod hans Fiender. Dertil vare de strax villige: de skulde, sagde de, kjæmpe ved hans Side, som om han var deres egen Konge. Og Sundølerne (Indbyggerne af Sundals Hered) lagde til, at hvis Fienderne forfulgte ham der øster, skulde de nok falde dem i Ryggen og tilføje dem følelig Skade. Da Magnus og Erling hørte dette, vendte de strax tilbage, men sendte Orm Kongsbroder til Oplandene, hvor hans største Frændestyrke var, for her at være ved Haanden, om Sverre fra Vermeland skulde ville tage Vejen derhen.

Dette var imidlertid ikke Sverres Hensigt, saa længe hans Modstandere havde saa store Stridskræfter samlede paa disse Kanter. Derimod tiltraadte han et nyt Tog gjennem Sverige, over Dal og Fjeld, til det Nordenfjeldske. Man skulde have ventet, at den Nød og Møie, Sverre og hans Mænd udstede paa det forrige Tog, vilde have afskrækket dem fra, ikke mere end et Aar derefter at foretage et lignende, men han og hans Birkebeiner vare ikke Folk af almindeligt Slags. De vare hærdede mod enhver Anstrengelse, og foragtede enhver Fare. De havde desuden lidet eller intet at tabe og alt at vinde, ja endog deres blotte Tilværelse beroede paa deres Mod og Udholdenhed. Sverre erkjendte ogsaa siden, da han havde faaet Overhaand, at der ikke nogensinde havde været drabeligere Krigsfolk i Norge, end hans gamle Birkebeiner under hans Kamp med Kong Magnus, hvad enten det gjaldt at binde an med Fienden i aaben Strid, eller at gaa paa farlige Spejdertog, eller for Resten døje alskens Ondt[2].

Sverre lagde denne Gang Vejen østligere end for, henimod Helsingland og Østersøen. Hans hele Styrke udgjorde ikke mere 240 Mand. Da han kom til Dalarne eller Jarnberjaland, havde Indbyggerne samlet sig i betydelig Mængde og fældet Broter for at spærre ham Vejen, da de, som de sagde, vare uvante ved Kongers Gjennemrejse, og heller ikke nu vilde vide noget deraf. Men Sverre red frem, og fik talt dem til Rette, saa at de ej alene tillode ham Gjennemfarten, men skaffede ham endog al den Hjelp, han behøvede. Af hine Dalkarlernes Ytringer skulde man formode, hvad der og i sig selv er sandsynligt, at Sverre kom til Dalarne paa et andet Sted og ad en anden, østligere Vej end før, rimeligviis over Appelbo langs Vester-Dalelven og siden nordefter til Leksand, Rettvik og Mora[3].

  1. Her synes dog, efter hvad der nedenfor ytres om Sundølerne, nærmest Dalsland at have været meent, og Benævnelsen „Vermeland“ ej at have været tagen saa nøje.
  2. Sverres Saga Cap. 40.
  3. Dette er endnu en af Hoved-Fjeldvejene fra Vermeland til Dalarne.