ning og deres Omgivelser maa have fundet særdeles Behag i dette Slags Underholdning. Man maa antage, at Bestemmelsen med alle deslige Oversættelser, som Kongen lod forfatte, fornemmelig har været den, at forelæses i Hofkredsene for alle de fornemste Herrer og Damer. Vi faa heraf et merkeligt Indblik i de Tiders Hofliv og den selskabelige Underholdning. Vi forestille os om Festaftnerne ved Hoffet, især i Jule-Helligdagene, hvor Kongen altid havde stort Selskab om sig, Lendermændene med deres Fruer og Døtre, Hirdmændene med Hustruer og Systre, Dronningens Fruer og Jomfruer samlede, for at høre en eller anden boglærd Herre, sædvanligviis en Gejstlig, maaskee Oversætteren af flere Romaner, Abbed Robert selv, foredrage den sentimentale, rørende Fortælling, om Tristrans og Isoldes ulykkelige Kjærlighed, eller den humoristiske Satire om Dronning Gineras korte Kaabe, eller de elskovsfulde, men slibrige „Strenglege“ (lais) om Tidorel, Ivenec, Laustic, Chevrefoil o. s. v. For os medfører dette vistnok Forestillingen om en Rolighed og Adstadighed, som vi ej ere vante til at see ved selskabelige Sammenkomster mellem unge Mennesker af begge Kjøn. Men man maa erindre, at Dands paa den Tid kun spillede en højst underordnet Rolle, og neppe engang ansaaes anstændig i de højeste Kredse, medens Bøgernes Sjeldenhed og Dyrhed før Bogtrykkerkunstens Opfindelse i Forening med den især blandt Fruentimmerne ringere Udbredelse af selve Kunsten at læse, nødsagede alle dem, der nu tildags selv med Lethed kunne tilfredsstille deres Læselyst, til at benytte Forelæserens Mellemkomst. Saadanne Forelæsninger udfyldte paa en Maade den Plads, Theaterstykkerne nu til Dags indtage, og gjorde samme Virkning. Merkeligt er det, at dette Slags Underholdning allerede var i Gang under Kong Haakons tidligere Regjeringsaar, og at han, under de idelige Borgerkrige, dog fandt Tid og Lyst til at sætte saadanne literære Foretagender i Verk[1]. Men vi have her maaskee et Tegn paa, hvad der nedenfor nærmere vil blive omtalt, at Krigsforetagenderne under Tronkrigene, især i disses senere Tid, ikke optoge Gemytterne saaledes, eller overhoved spillede en saadan, alt andet fortrængende, Rolle, som lignende Begivenheder nu til Dags, og som vi derfor ved en mere løselig Betragt-
- ↑ Elis Saga angives udtrykkeligt i Slutningen at være oversat 1226, samme Aar, Kongen stred mod Ribbungerne.
digt i sin Magt. Oversættelsen er tro, men ingensteds slavisk; dens Vendinger og Talemaader ere egte norske, men yderst udvalgte og elegante. Saa vidt man kan skjønne, er Oversættelsen forfattet ganske faa klar efter at Originalen var forfattet, thi nu besidde vi den kun i Afskrift, og selv den er neppe yngre end 1240, medens Originalen selv neppe er ældre end 1220 (se udg. Fortale S. XVI): saa hurtigt tilegnede man sig Fremmedliteraturens Frembringelser.
