de saakaldte sterke Aander kun troede paa egen Kraft og Styrke. Men netop den alt for naive Tro, hvormed Katholicismens Læresætninger, endog de vrangeste, omfattedes, gjorde det muligt at den værste Ryggesløshed kunde bestaa ved Siden af den oprigtigste Religiøsitet[1]. Den islandske Høvding, der med koldt Blod lod sine overvundne Fiender dræbe eller lemlæste, og uden Sky levede i det anstødeligste Konkubinat, den orknøiske Jarl, som mishandlede en Biskop, den norske Tronprætendent, der brød Troskabsed og krænkede Familieforhold, vidste meget godt at han handlede strafværdigt, men han vidste tillige, at Kirken aldrig negtede ham Absolution, saa længe han vilde eller kunde udføre den nødvendige Pønitens, der i de fleste Tilfælde, og for en stor Deel, lod sig reducere til et vist Pengebeløb. Baandet, som forbandt Synderne med Kirken, blev derfor aldrig overhugget. Hvis Fritænkeri og Indifferentisme ytrede sig, maatte dette nærmest være hos Gejstligheden selv, blandt hvis Medlemmer der dog til alle Tider maatte gives enkelte, som, naar de indviedes i de Blændverk, hvormed man troede sig berettiget til at virke paa Lægmanden, enten forargedes og fattede Foragt for Religionslærens daværende Forkyndere, eller bleve fuldkomne Tvivlere og Foragtere af alt Hr-liigt. Kong Sverre, selv indviet i Prestedømmets Mysterier, kan anføres rum Exempel paa det første; medens han spottede Gejstligheden, fejdede mod den med Pen og i Tale og trodsede Paven selv, angreb han dog aldrig de egentlige Religionslærdomme, men viste sig tvert imod ved enhver Lejlighed som en oprigtig og troende Christen. Derimod skulde det synes, som om Biskop Nikolas af Oslo virkelig ganske havde naaet Indifferentismens og Gudsfornegtelsens Standpunkt. Det er nu en Gaade, hvorledes saa mange virkelige Bedragerier under Religionens Maske kunde finde Sted, uden at undergrave al Agtelse for Religionen, i det mindste blandt dennes egne Tjenere, der nødvendigviis maatte gjøres til Medvidere deri. Især er det ubegribeligt, at Jærnbyrden saa længe kunde holde sig som Beviismiddel, uden at de mange Lægfolk, der underkastede sig den, skulde skjønne Bedrageriet, og, om de skjønnede det, ikke skulde røbe det, og at, naar de røbede det, den hele Gejstlighed ikke derved skulde blive kompromitteret. Ja vi læse jo endog, hvorledes Biskop Nikolas ligefrem sagde til Erling Steinvegg, at han kunde give Jærnbyrden hvad Udfald han vilde[2]. Det er ubegribeligt at saadant kunde siges og blive saa almindeligt bekjendt, at det optegnedes i Sagaerne, uden at al Tillid til Gejstligheden i Almindelighed
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1048
Denne siden er korrekturlest
1030
Haakon Haakonssøn.
