Fra Dalarne tog han Vejen over Orfa til Alfta i Helsingland[1]. Her mødte han en Flok paa ikke færre end 3600 Mand, hvoriblandt 120 fuldt brynjeklædte, der stode slagfærdige for at forbyde ham Gjennemfarten. De havde indbyrdes vedtaget paa det højtideligste, at enhver, der gav Birkebeinerne Fred eller lod dem komme videre, skulde være hver Mands Niding. I Førstningen vilde de ikke engang tillade Sverre eller nogen af hans Mænd at komme paa deres Thing og tale til dem. Siden gave de dog saa vidt efter, at Sverres Folk fik Lov til at komme paa Thinget, og høre hvad der blev talt. Sverre lod nu sine Mænd stille sig i sluttet Fylking, og bød dem være vel paa sin Post, om Helsingerne skulde have noget svigefuldt Anslag fore. Ved at see disse Forberedelser bleve Helsingerne noget bange, og gik efter nogen Underhandling ind paa, at Sverre skulde kunne komme paa Thinget, og at hans Mænd kunde faa tale i hans Navn, men at han ikke selv maatte lukke sin Mund op. Paa dette Thing vedbleve Helsingerne at negte ham enhver Gjennemfart, og sagde at der intet andet var før ham, end at vende om igjen. Men hvorledes det gik eller ej, fik Sverre endelig drevet det dertil, at man gav ham Lov til at tale, og da havde han vundet Spil. „Jeg veed ikke,“ sagde han, „hvad I have at lægge os til Last, men jeg beder Eder kun betænke, at vi have alle een Gud, som vi kalde vor Fader, og at vi derfor maa holde Fred med hinanden indbyrdes og hjelpe hinanden, som vi hjelpe os selv. Mine Mænd have aldrig gjort Eder noget Meen, men hvor meget Godt have I ak lukke Kong Magnus og Erling Jarl for? Jeg maa nu, for at holde Livet i mine Mænd, lade dem spise Hestekjød, siden I intet ville give dem, men det vil rygtes i alle Lande, at christne Mænd for Eders Vrangvilligheds Skyld ere blevne nødte til sligt“. Han lod derpaa to Heste føre frem og gav Befaling at slagte dem. Dette virkede. Helsingerne skammede sig, og den Bonde, som før havde faaet hiin Trusel om Nidingsord vedtaget, indbød nu Sverre til sig med 40 Mand; de øvrige Bønder fulgte hans Exempel. Da Jamterne fik høre, hvorledes Helsingerne havde baaret sig ad, toge de ogsaa godt imod Sverre, og paa Rejsen gjennem den østlige Deel af Jemteland blev han overalt opvartet med Vejtsler. Da han kom til den nordvestlige Deel af Landet, hørte han heller ikke andet end venlig Tale, og fæstede saadan Lid dertil, at han sendte Halvdelen af sine Folk fra sig, og lod dem tage Kvarteer rundt om i Bygden, idet han kun beholdt 120 Mand tilbage. Da fik han en Nat Underretning om at Jamterne øster i Landet, ophidsede af Lendermændene, havde
- ↑ Orsa, saa vel som de øvrige Punkter af Vejen, nævnes ikke i Sagaerne, men da den her nævnte Vej er Hoved-Fjeldvejen mellem Siljanbygderne og Alfta, kan det ej være nogen anden, Sverre har taget.
