Sagafortælling til deres Fag og Levevej, havde formet sig. At saadanne Sagafortællere af Fag fandtes paa Island allerede i Midten af det 11te Aarhundrede, og at de ligeledes gjestede Norge, er ovenfor viist, hvor Thorstein frodes Besøg hos Kong Harald Sigurdssøn omtales[1]. Man erfarer tillige af Beretningen herom, at disse islandske Sagafortællere ikke indskrænkede sig til deres eget Lands Sagaer, men ogsaa berettede norske Kongesagaer. Man maa saaledes antage, at en stor Cyklus af islandske Sagaer i det væsentlige har faaet sin faste Form ved Midten af det 11te Aarhundrede, og heraf kan man ogsaa let forstaa, hvorfor det, med al deres Fortrinlighed, ej kunde falde nogen af Nedskriverne, ej engang den aller første, ind at tilegne sig Forfatterskabet eller endog at navngive sat han var sig altfor vel bevidst, og det var ligeledes Læseren alt for vel bekjendt, at han kun var et Redskab til Opbevarelsen, og at han ikke havde mere Deel i Affattelsen, end de Afskrivere, Havlide Maarssøn og Bergthor Ravnssøn brugte til at nedskrive Lovbogen, havde i Affattelsen af denne.
Vi have i Sturlungasaga et udtrykkeligt og paalideligt Vidnesbyrd om, at de fleste Sagaer om islandske Begivenheder ere nedskrevne inden Biskop Brand Sæmundssøns Død (1201). Her menes aabenbart de før omtalte egte og gamle Sagaer, der omhandle Begivenhederne i det 9de, 10de og Begyndelsen af det 11te Aarhundrede. Thi, lægges der til, „de Sagaer, der omtale senere Begivenheder, vare kun for en liden Deel nedskrevne, førend Skalden Sturla Thordssøn (den oftere omtalte Søn af Thord Sturlassøn paa Hvamm) foresagde (d. e. dikterede) islandske Sagaer“[2]. Betragter man det forhaandenværende Forraad af islandske Sagaer, vil man netop finde ligesom en stor Aabning mellem den før omtalte Ydergrændse for den ældre Cyklus (c. 1040) og de omstændelige Sagaberetninger, der omhandle Begivenhederne i Sturlungernes Tidsalder. Hvad man veed om Begivenhederne i den mellemliggende Tid, veed man deels kun af de temmelig kortfattede Optegnelser, der danne Begyndelsen til den store, saakaldte Sturlungasaga[3], hvilken ej bliver omstændelig, førend man kommer til Hvamm-Sturla og hans Samtid, deels af de Sagaer om Øens Biskopper, der ej kunne regnes til den nys skildrede, charakteristiske Deel af Saga-Literaturen, men mere maa henføres til den kirkelige Literatur. Og
