Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1064

Denne siden er korrekturlest
1046
Haakon Haakonssøn.

saakaldte Ynglingasaga, af, til Slutningen af St. Olafs Historie, viser alt sig eensartet, fortalt i samme rolige, prunkløse, men klare og behagelige Foredrag. Beretningen støtter sig overalt, saaledes som det af Forfatteren selv i Fortalen er angivet, deels til Skaldevers, deels til Are frodes nu tabte, men vistnok yderst kortfattede Kongehistorier (konunga ævi)[1], deels endelig, hvad der fornemmelig synes at være Tilfældet især i St. Olafs Saga, og i enkelte Dele af Olaf Tryggvessøns Saga, til udførligere, selvstændige Special-Sagn. Og naar man sammenligner den Maade, hvorpaa han gjengiver disse Sagn, med den Skikkelse, hvori de meddeles i senere, mindre kritiske Sagaverker“, og som aabenbart er den oprindelige, see vi tydeligt nok, hvor skarp hans Kritik og gjennemgribende hans Bearbejdelse har været. Endog de Fejl, der findes i hans Verk, vidne om Selvstændigheden af hans Forfatterskab. Hans Fremstilling af Olaf Tryggvessøns Historie viser sig saaledes, netop ved de chronologiske Fejl, der ere indløbne i Ordningen af Stoffet, at være det første Forsøg til en udførligere historisk Bearbejdelse af de legendariske Fortællinger og øvrige løse Sagn, der hidtil havdes om denne Konge[2]. Og naar man af den Omstændighed, at Hovedmassen af Beretningen Ord til andet stemmer med den udførligere Olaf Tryggvessøns Saga, vi nu have, har villet slutte at denne vidløftigere Text allerede existerede før Snorres Tid, og at han kun bortskar det fabelagtige og overflødige, har man begaaet en Tilsnigelse og vendt op og ned paa det sande Forhold. Thi saavel af Sproget, som af andre Omstændigheder, er det, naar man nøjere sammenligner begge Verker, klart, at det netop er Snorre Sturlassøns Bearbejdelse, der ligger til Grund for den vidløftigere Olaf Tryggvessøns Saga, hvilken ogsaa efter et udtrykkeligt Vidnesbyrd skal være redigeret af Abbed Berg i Thveraa omkring 1330[3]. Ogsaa Snorres øvrige Sagatexter, navnlig

  1. Det er nemlig ovenfor viist (II. S. 634) at Ares saakaldte Islendingabok, hvilken vi nu have, egentlig er en efter Biskopperne Thorlaks og Ketils samt Sæmund Frodes Vink foretagen Omarbejdelse af en tidligere Islendingabok, der ogsaa indeholdt „Ættetal og Kongehistorie“, hvilket han udelod i Omarbejdelsen, men derimod tilføjede andet, Island mere vedkommende. Det er aabenbart i hiin ældre vidtløftige Redaktion, at Are har paaberaabt sig Odd Kolssøn og Thorgeir Afraadskoll som Hjemmelsmænd for Olaf Tryggvessøns og Olaf den helliges Historie. I Fortalen til Olaf den helliges Saga siger Snorre selv (Fornm. Sögur IV. 5), at han deels har skrevet efter Sighvats og Ottar svartes Kvæder, deels efter Ares og andre kyndige Mænds Udsagn.
  2. Fejlene i Tidsregningen vil man lettest kunne erfare af den Sammenstilling mellem Snorres og den vidløftigere Olafssagas Tidsregning, som vi have meddeelt ovenfor I. 2. S. 284–286; jfr. Fortalen til samme B. S. V. VII.
  3. Se Fortalen til Christiania-Udgaven af Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga