hans Olaf den helliges Saga, ere blevne lagte til Grund for senere udførligere Bearbejdelser. Det er tydeligt nok, at man før hans Tid intet Verk havde, som man saaledes kunde benytte, og at han i Ordets egentligste Forstand brød Isen. Man merker endog tydeligt, i hvilken Forlegenhed han mangensteds har været for at faa udfyldt Tidsperioder, fra hvilke man liden eller ingen Efterretning havde, f. Ex. i Halfdan svartes, Harald Haarfagres, Haakon den godes, og Erikssønnernes Historie[1]. Her, seer man tydeligt, havde han intet andet end Kvad og løse Sagn. Til Olaf Tryggvessøns Historie havde han dog baade de legendariske Sagaer af Odd og Gunnlaug, saavel som Jomsvikingasagaen. Til Olaf den helliges Saga havde han ligeledes den legendariske Saga og Styrmes Verk saavel som – hvad man tydeligt kan see – flere historiske Brudstykker og Sagn. Til Ynglinga-Sagaen, hvormed han begynder sit Verk, idet han fører den norske Kongeslægt op til dens foregivne Stamfædre, Ynglingerne i Upsala, havde han væsentligen Thjodolfs Ynglingatal; men derforuden maa han have haft en Deel Specialsagn, der deels kunne have været opbevarede i Are frodes Familie, der selv stammede fra Ynglingerne, deels ogsaa kunne have været ham berettede fra Sverige[2]. Enkelte Beretninger maa vel ogsaa betragtes som mere eller mindre heldige Forsøg paa at levere selvstændige Konjekturer, og give dunkle Mythesagn en historisk Forklaring. Hertil hører og hans Forsøg paa at give Odinsmythen en ethnografisk Betydning, hvorom der allerede i det Foregaaende er talt. I Tidsregningen følger han, som han selv i Fortalen siger, væsentligst Are frode. I den Deel af hans Verk, der omfatter Tiden efter Olaf den helliges Død, har han haft mindre Anledning til selvstændig Forfattervirksomhed. Han fandt allerede flere Kongesagaer fuldstændigt udarbej-
- ↑ I denne fremgaar aller meest Bestræbelsen efter at udfylde tomme Mellemrum, især da den urigtige Tidsregning har gjort Erikssønnernes Regjeringstid meget længere end den i Virkeligheden var. Se ovenf. I. 2. S. 11–14, og Anmerkningen til Christiania-Udgaven af Odd Munk, S. 84, 85. I Harald Haarfagres Saga har han, som man seer, heelt optaget Æventyret om Snefrid, der allerede stod at læse i Ágrip.
- ↑ Se herom ovenfor, I. 2. S. 11–13, Anmerkningerne til „Historia Norvegiæ“, og Afhandlingen om Sveriges Historie i den førchristelige Tid, Annaler for nord. Oldkynd. og Historie, 1850 S. 307. Han citerer ogsaa en saakaldet Skjoldungesaga, aabenbart den samme, hvor det saakaldte Sögubrot om Ivar Vidfadme og Braavallaslaget er en Levning, skjønt i en sildigere Bearbejdelse; dertil hører vistnok ogsaa den saakaldte „Thaatt om Ragnars Sønner“ m. m.
S. XV. Netop den Omstændighed at Snorres Tidsregning indeholder Umuligheder, medens Tidsregningen i den iførte Olafssaga er aldeles ordentlig (hvor vidt dette kun grunder sig paa Konjektur eller ej, er en anden Sag), viser, at Snorres Verk maa være ældre; thi havde Snorre udskrevet det andet, vilde han naturligviis have undgaaet hine Fejl, der alene kunne ansees som de Mangler, der ofte klæbe ved et første Forsøg.
