Snorre har derhos tydelig viist, hvorledes han efterhaanden ved gjentagen Granskning har arbejdet sig frem til sundere og sundere Synsmaader, og at hans Kritik saaledes aldrig har hvilet. I Stedet for at han endnu i sin Edda følger den gamle Slendrian, og henlægger Æsernes Hovedsæde til Troja, henfører han det i Ynglingasaga til Tanais, og slaar saaledes egentlig en Streg over den hele, hartad løjerlige, Identifikation af Akethor med Hektor, Frigg med Phrygia o. s. v. – Hans Gisning om Æserne ved Tanais er allerede fra et vist Standpunkt saa plausibel, at den endog hyldedes af dygtige Granskere lige ned i det forrige Aarhundrede[1], og endnu tildeels ikke af alle er forladt, skjønt hele denne Fortolkningsmaade af religiøse Myther og Forklaringen af de enkelte Navne viser sig aldeles uefterrettelig for Ethnografien og Sproggranskningen paa deres nuværende Standpunkt. Det Beviis paa Selvtænkning og stedse fortsat Kritik, som Snorre ved hiin Forandring har givet, og hvorved han igrunden allerede er gaaet forud for sin Tid, berettiger os til den Formodning, at han, om han havde haft Anledning til at erhverve et friere ethnografisk og lingvistisk Overblik, ogsaa vilde have gaaet endnu nogle Skridt videre mod det Rette, og navnlig givet Slip paa Fortolkningsmethoden. Man maa her ikke glemme, at Snorre ogsaa var bunden ved den Tids indskrænkede kirkelige Fordomme. Det vilde næsten have været betragtet som Hyldning af Hedendommen, om han havde fremsat de hedenske Myther som virkelige Myther, der ej grundede sig paa Misforstaaelser af historiske Fakta, og de hedenske Guddomme anderledes end som virkelige historiske Personer, der senere vare blevne forgudede. Hans historiske Indledning til Edda kan næsten betragtes som et Offer, han bringer den kirkelige Mistænksomhed, for at det ej skal hede, at han virkelig selv tror, hvad han kun slet hen fremsætter som Forfædrenes Tro.
Hvor Snorre i Olaf den helliges Historie taler om de orknøiske og færøiske Begivenheder, er der lange Stykker aldeles Ord til andet stemmende med de særskilte Sagaer, som vi nu have om Orknøernes Jarler (Orkneyingasaga) og Færøernes Begivenheder (Færeyingasaga). Del skulde saaledes ved første Øjekast synes, som om Snorre her virkelig har excerperet, saa meget mere som han selv udtrykkeligt henviser til „Jarlesagaerne“[2]. Og dog vil ved nærmere Betragtning det modsatte indlyse. Det hele Foredrag i disse Episoder er aldeles eensartet med det øvrige,
