Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/114

96

Magnus Erlingssøn.

Skibe. De nærmere Omstændigheder herved omtales ej, ligesaa lidt som det fortælles, om Sverre tilbragte Vintren i Byen eller andetsteds i Thrøndelagen. Man erfarer kun, at han forblev Vintren over i det Throndhjemske, og var det i Byen, som man næsten maa formode, maa dette betragtes som et umiskjendeligt Tegn paa, at –hans Anseelse atter havde hævet sig, og i saa Fald alene formedelst Sejrvindingerne i Viken. Men rigtignok var heller ikke Erkebiskop Eystein paa denne Tid i Nidaros. Han havde begivet sig til Erling Jarl, ligesom og Kong Magnus og Orm Kongsbroder fra deres Kant, og de samlede en stor Hær og Flaade, for med den om Vaaren (1179) at drage mod Sverre. Denne sejlede med sine Mænd ud af Fjorden, forbi Nordmøre, Raumsdal og Søndmøre, idet han holdt udenskjærs, efter som han kom længer sydpaa. Men da han nærmede sig Stadland, kom Kongen og Jarlen med hele deres Flaade sejlende imod ham. Der var tillige Erkebiskoppen, Orm Kongsbroder, og en Mængde Lendermænd; de havde store Skibe og en vældig Hær. Ved Synet af denne Overmagt lod Sverre styre ud til Havs, men den fiendtlige Flaade fulgte efter, baade for Sejl og Aarer, saa hurtigt skee kunde, og kom efterhaanden nærmere og nærmere. Erling Jarls Skib var det forreste; da han var kommen Sverres bagerste Skib saa nær, at man kunde see Folkene ombord, lagde han bi, for at oppebie de øvrige, og da disse vare komne til, ordnede han dem til Angreb, opeggede sine Folk, og bad dem vel at mindes al den Skade, Birkebeinerne havde tilføjet dem i Ran og Manddrab: Ingen, sagde han, skulde understaa sig at give Birkebeinerne Grid, dog ønskede han helst at faa Sverre levende i sin Vold. Dette sagde alle ja til, og fortsatte derpaa Jagten. Sverre, som saa, at Magnus’s Skibe vare langt bedre Sejlere end hans, og mere og mere halede ind paa ham, blev ilde til Mode, thi her var ingen Udsigt til at slippe bort, uden næsten ved et Underverk. Men han faldt paa Knæ i Bøn, gjorde Løfter til St. Olaf, om han vilde redde ham af denne Nød, og talte mange fagre Ord for sine Mænd. Og se, der lagde sig en Taage over Søen, saa tyk, at man ej kunde see fra Skib til Skib. For Jarlen og Kongen var der da intet andet at gjøre, end at vende Stavnen og dreje ind under Land, men Jarlen sagde ærgerlig: „saaledes gik det ikke den Tid, Lykken var med os.“ Flaaden samledes ved Herø. Dagen efter spurte de til Birkebeinerne, at to af deres Skibe havde gaaet gjennem Sundet (Bredsund), og stevnet ind i Fjorden. Da forsamlede Jarlen Høvdingerne til Krigsraad, og sagde, at da man nu ikke vidste, hvor Birkebeinerne vare, om de havde søgt mod Nord eller Syd, var der ikke andet for, end at være belavet paa at tage imod dem paa begge Kanter: han vilde derfor, at Erkebiskoppen og Orm Kongsbroder med flere Lendermænd og Skibsstyrere, som han opnævnte, skulde gaa til Bergen for at være ved Haanden paa den Kant, medens