Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/118

Denne siden er korrekturlest
100
Magnus Erlingssøn.


I lægger mere Vind paa at drikke Eder fuld i Viin og Mjød, end at treffe de bedste Foranstaltninger til Mandskabets Sikkerhed.“ Da blev Jarlen vred og sagde: „sjelden har man hidtil beskyldt mig for ikke at være forsigtig nok, men enten maa nu jeg med eet være bleven aldeles uduelig til at sørge for mit Mandskab, som I sige, eller I ere ræddere end I burde være; i Nat kunne I dog ganske vist ligge urædde, thi jeg skal selv holde Vagt, om I derved ansee Eder betryggede; før har man dog havt Tillid til min Aarvaagenhed, skjønt vi da havde med sterkere Fiender at bestille end nu“. Med denne Affærdigelse maatte Jon og Sigurd gaa, og begave sig til sine Skibe. Jarlen derimod holdt slet ingen Vagt, som han sagde, men klædte sig af og gik til Sengs, ligesaa alt hans Mandskab. Det lader ikke engang til, at man lagde nogen Besætning i Borgen. Kun blev der, som sædvanligt, stillet Udposter.

Samme Aften eller Nat brød ikke des mindre Sverre op fra Gauldalen, for ad den almindelige Vej over Byaasen at trænge frem til Byen og overfalde Jarlen. Hans Flok var forøget med 360 eller flere Gauldøler, som paa hans Opbud havde været stillede; men de vare kun daarligt bevæbnede, thi de bestode for det meste blot af Arbejdsmænd, hvilke Bønderne havde sendt i sit Sted, da de af Frygt for Erling Jarls Hevn ikke selv vovede at fare. Ved Daggry kom man over Aasen til Feginsbrekka – det Sted ved Steenbjergene, hvor Udsigten aabner sig til Byen –; her steg Sverre af Hesten, faldt paa Knæ, og gjorde en Bøn. Derpaa holdt han følgende Opmuntringstale til sine Mænd: „Nu gjelder det at stride godt og tappert, thi der er en fager Sejr at vinde. Jeg behøver ikke udførligt at bringe Eder al den Nød og Møje i Erindring, som I hidtil have havt at bestaa, medens I derimod have nydt liden Glæde og Hygge. Skal jeg dømme efter mig selv, maa jeg og antage, at I nok kunde synes, det ej var for tidligt at høste større Løn for alt Eders Slæb og store Fare, end det hidtil har været muligt. Ny er dog Udsigten dertil bedre end før. Thi her i Byen foran os ligge Kong Magnus og Erling Jarl, foruden mange Lendermænd og Hirdmænd. Nu er der virkelig større Hæder at vinde, end der som oftest byder sig Lejlighed til, og jeg tror forvist, efter hvad jeg har drømt[1], at vi ville faa Sejr. Lader os derfor nu gaa saameget fastere frem, som vi vente at høste større Fordele deraf end før. Jeg skal ogsaa sige Eder, hvad I ved Eders Tapperhed skulle opnaa. Den, der med sande Vidner kan godtgjøre, at han har fældet en Lendermand, skal selv blive Lendermand, den der dræber en Hirdmand, skal blive Hirdmand, og overhoved skal enhver faa den Mands Titel og Værdighed, der falder for hans Haand.

  1. Denne Drøm beskrives fulstændigt i Sverres Saga Cap. 42.