Om saadan Priis have I nu at stride. Jeg tror neppe at vore Fiender vide rigtig Besked om vore Bevægelser, og det aner mig derhos at Lykken nu har forladt dem, medens vi derimod have Sejren i Vente, og den Hæder der tilkommer os. Saaledes vil Gud nok skifte mellem os. Længe nok have hine forholdt os vor Magt og Hæder, men nu kan det være, at de maa give Slip paa alt, hvad de med Urette have tilvendt sig, baade Magten og Hæderen, ja det er endog ikke usandsynligt, at de tilmed miste Livet. Gjører nu det første Anfald saa heftigt som muligt, saa vil det øvrige nok føje sig. De ere drukne, søvnige og aldeles raadløse, nogle ombord paa Skibene, andre hist og her i Byen, de vide neppe, hvorhen de skulle vende sig, eller hvad de skulle tage sig til.“ Denne Tale blev vel optagen, og man saa snart Beviis paa dens Virkning, idet de ilede ned ad Steenbjergene. En af hine Gauldøler løb foran de øvrige; han var baade stor og sterk, men havde intet andet Vaaben end en vældig Trælurk eller Knippel, som han bar paa Axlen. Hjarrande Hvida[1], en af Birkebeinernes Høvdinger, spurte ham forundret: „hvad vil du, Mand, siden du løber saa med Trælurken? hvor ere dine Vaaben? Det er noget ganske Andet at slaas med Erling Jarl end at træske Korn!“ Gauldølingen, der hed Eyvind, svarede: „De Vaaben, jeg agter at bruge, komme mig først imøde fra Byen, thi Jarlsmændene bære dem endnu.“ „Slig Tale kan jeg lide“, sagde Hjarrande; „du er en tapper Mand, tag her min Kesje og Haandøx, og brug dem i Striden!“ Saadan Stemning raadede i Birkebeinernes Hær.
Nogle af Kong Magnus’s Mænd holdt Natte-Vagt ude paa Øren, og fordreve Tiden med Leg. De saa Birkebeinerne komme ned af Steenbjergene, og blæste strax Allarm. Men uheldigviis havde Kong Magnus Dagen forud havt Gjestebud, og bevertet sine Folk saa godt, at en stor Deel af dem laa aldeles drukne i deres Kvarterer rundt om i Byen. Jarlen, der laa ombord paa sit Skib, var strax paa Færde, klædte sig paa og befalede alle Mand at væbne sig. Da kom hans Frænde, Ivar Horte, hen til ham, og ytrede sin Bekymring over at Mandskabet var alt for omspredt oppe i Byen, og søvndrukkent, til at man i Hast kunde faa det samlet. Han foreslog derfor, at man skulde blæse almindeligt Signal til at gaa ombord, saa kunde man lægge Skibene lidt ifra Bryggerne og gjøre sine Forberedelser i god Mag. Man havde da Valget, om man vilde lade det komme til Strid, hvis dette ellers var raa-
- ↑ Efter den Læsemaade, der er optegnet i Texten af Formn. Sögur (VIII. 66) var det Asser Prest, der først tiltalte Eyvind, medens Hjarrande først siden tog Ordet og gav ham Vaaben, men Flatøbogen, hvis Læsemaader her pleje at være de bedste, nævner kun Hjarrande.
