Variant „3 vetr,“ alene grunder sig paa Fejllæsning, og at der virkelig ogsaa i hiin Codex maa staa „3 nætr.“ Paa samme Viis kan det vel neppe betvivles, at Flatøbogen paa det nedenfor S. 961 omhandhandlede Sted virkelig har Másundum, saaledes som den stockholmske Codex, ikke Ivasundum, saaledes som det i Udgaven er anført. Disse Exempler ere allerede tilstrækkelige til at vise, hvor upaalidelig Udgaven er, og hvilke Fejl man udsætter sig for at begaa, ja virkelig de fleste Oversættere og Bearbeidere have begaaet, ved alene at følge den som Hovedtext benyttede Codex Frisianus. En ny, kritisk Udgave af denne Saga, saavel som Sverres o. s. v., med Flatøbogen til Text, dog saaledes at man ikke slavisk fulgte denne, men optog hvad der paa ethvert Sted i historisk eller geografisk Henseende viste sig at være det retteste, vilde derfor være høist ønskelig. Men det vil lettelig skjønnes, at dertil udfordres fuldkommen historisk-geografisk Sagkundskab ved Siden af den sproglige.
Hvad Udgaven af Sturlungasaga angaar (Kjøbenhavn 1817, 1818) da erfarer man ligeledes ved den omhyggeligere Benyttelse snart, at man aabenbart har udvalgt det sletteste af alle Haandskrifter til Grundtext, og at man 99 af hundrede Tilfælde, hvor Varianterne afvige fra Texten, kan være sikker paa, at hine have det Rette, hvilket ogsaa sædvanligviis bestyrkes deraf, at fem eller sex Variantcodices som oftest stemme med hinanden, medens Hovedtexten derimod staar alene.
Derimod synes den nye Udgave af Biskops-Sagaerne, besørget af det islandske literære Selskab, at være foranstaltet med største Omhyggelighed, og dertil af en Mand, som bar besiddet Kritik og fuldstændig historisk Kundskab til altid at vælge den rette Læsemaade. Som historisk Hjelpemiddel lader denne derfor intet tilbage at ønske, og man kan benytte den med fuldkommen Tryghed, medens man derimod i de ovenfor omtalte Udgaver maa være varsom ved hver Linje, og underkaste hver eneste Sætning en fuldstændig Kritik, førend man tør anvende dens Indhold.
Ved Siden af Sagaerne afgive, som man af de hyppige Citater vil see, de islandske Annaler en vigtig Kilde, og ere for Chronologien endog umistelige. Den bedste Annal-Codex er unegtelig den, som Langebek heelt og holdent har udgivet i 3die Bind af sine Scriptores Rerum Danicarum under Titelen Annales Regii, fordi Codex forefindes paa det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Sprog, Retskrivning og Bogstavform i dens ældste Deel vise, at denne ej kan være stort yngre end Slutningen af det 13de Aarhundrede eller Begyndelsen af det 14de, og at saaledes Optegnelsen om Begivenheder efter 1200 maa hidrøre saa godt som fra Øjevidners eller Samtidiges Beretninger. Alle de for Haanden værende Annal-Codices, saaledes og Cod. Regius,
