Kong Magnus og hans Kongedømme, skulde komme i Paradiis førend deres Blod endnu er koldt paa Jorden. Her maa vi altsaa glæde os over en stor Tilvæxt i Helgenernes Tal, hvis det er saaledes som Erkebiskoppen har sagt, nemlig at alle de ere hellige, som have fundet Døden med Erling Jarl. Og saa kunne vi da end videre let skjønne, hvor hellig Erling selv maa være bleven, han som aller først magede det saaledes, at Magnus blev tagen til Konge, da han endnu kun var et Barn, og som siden den Tid indtil nu stedse har befordret og understøttet hans Kongedømme. Hans Forbønner hos den almægtige Gud maa da vel især være kraftige, hvis ellers ikke Erkebiskoppen har været noget vel partisk for sine Venner, da han sagde dette. Men nu er den Omskiftning skeet, at vi staa her over deres Grav, der længe bare Øgeshjelm[1] over os og mange andre. Jeg seer mangen En staa sorgfuld ved denne Grav, der vilde være heel lystig, om han stod saaledes ved min Grav, var der end ikke gjort saa megen Stads dermed. Sligt forekommer mig dog baade kortsynet og ondskabsfuldt, siden man saa ofte bar gjort Eder viis paa, hvad den havde at vente, der lod Livet under saadanne Omstændigheder. Mig synes, som om det maatte være os paa begge Sider saare glædeligt, at det bar taget den Ende med disse Mænds Liv, som Gud selv vilde; thi vi kunne nu leve os selv til nogen Baade, og med mindre Uro end hidtil, da vi ej længer behøve at ræddes for dem, ved hvis Grav vi nu stande; og end større Glæde maa I føle over de Mænds Død, fra hvis legemlige Samvære I nu ere skilte. Lægger kun Erkebiskoppens Løfter omhyggeligt paa Hjertet! Allerede er saa lang Tid forløben, at Blodet er koldt, og skjønt vi just endnu ikke kunne fryde os ved noget Jertegn fra dem, have I dog faaet Overflod paa hellige Mænd her i Byen: de ville vel snart vise Eder de herlige Frugter af sine Gjerninger, hvis I dyrke dem som Helgener, hvilket jo var Eders Tanke. Men er det saa ilde – hvad jeg rigtignok frygter for – at alle hine herlige Løfter ej ere gangne i Opfyldelse, da have de saavel som alle, der troede derpaa, alt længe nok undgjeldt for disse Løgne. Mit Raad er derfor, at I tage Sagen fat paa en anden Maade, nemlig at I bede for dem, der have sagt denne Verden Farvel; at I anraabe Gud om, at han vil tilgive Erling Jarl alle de Synder, han begik medens han levede her paa Jorden, fornemmelig, at han, kun en Lendermand, tiltog sig den Frækhed at give sin Søn Kongenavn, og oven i Kjøbet at rejse Flok og Merke mod Kongers Søn-
- ↑ „At bære Øgeshjelm“ er et billedligt Udtryk, hentet fra Hedendommens Gudelære, og betyder omtrent det samme som „at være Bussemand“, eller „indjage Skræk.“ Øgeshjelmen (Œgishjalmr) kaldtes nemlig Ormen Favnes Hjelm, der havde den Egenskab ved sig, at den, der bar den, indjog alle en panisk Skræk.
