Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/124

Denne siden er korrekturlest
106
Magnus Erlingssøn.


ner, nemlig Kong Haakon og Kong Eystein, hvilke begge han fældte fra Riget, og derimod forsvarede Kong Magnus i Besiddelsen deraf, uden bedre Ret, end I nu høre. Vi skulle derhos bede for alle de Mænds Sjæle, der ere komne af Dage i denne uretfærdige Strid, baade nu og før; bede Gud, at han tilgiver dem alle deres Synder, og er deres Sjæle naadig. Jeg vil ogsaa for Guds Skyld tilgive dem alt det Onde, de have gjort mod mig. Enhver gjøre nu, som han finder for godt, og som han tror meest gavnligt baade for sig, og for de Afdøde, der bleve saa bradt kaldte derfra, at de hverken fik Tjeneste[1] eller Skrift, og mindre forberedte og med større Grumhed i deres Hu, end de nu selv monne ønske. Heller vil jeg indestaa Eder for at alt, hvad I nu gjøre for deres Sjæle, skal vorde Eder til stor Hjelp og fuldkommen Miskund, end at man skal være enig om, at de ingen Forbønner behøve“. Efter denne Indledning, der, saa fornuftig den end i sig selv var, dog heelt igjennem var holdt i en saa drillende og ironisk Tone, at den snarere maatte sætte ondt Blod, end formilde Gemytterne, ej at tale om den aabenbare Fordrejelse af Sandheden, han tillod sig ved at omtale Erling Jarls Forhold til Haakon Herdebreid og Eystein Meyla, slog han ind i en mere forsonlig og beroligende Tone. Efter den sædvanlige Skik, naar der holdtes Tale ved fornemme Mænds Grav, takkede han nemlig de tilstedeværende Prester for deres Sang og vakre Ord ved Graven, og hele den forsamlede Almue for deres Bønner, ligesom han og opmuntrede hver især til at sørge saa omhyggeligt, han vilde eller formaaede, for sine Venners, Frænders eller Paarørendes Jordefærd, tilføjende, at var der nogen af de Faldne, for hvem ingen meldte sig til at vise dem den sidste Ære, skulde han selv skaffe Folk dertil. Han endte sin Tale saaledes, at den vandt Alles Behag, og mange ytrede lydeligt deres Bifald.

Med Erling faldt Sverres mægtigste Modstander i Norge, og fra den Tid af, siger ogsaa Sagaen, voxede hans Magt saaledes, at der ikke fandtes nogen i hele Riget, der negtede ham Kongetitel, uden Magnus selv og dennes Mænd. Forhen havde ogsaa „Birkebeiner“ været et Spottenavn: nu derimod blev det et Hædersnavn, hvoraf de, som bare det, selv vare stolte. Man kunde nu ogsaa see Folk, der forhen kun havde været ringe Arbejdsmænd, ja endog Ransmænd og Landstrygere, men efterat have tjent i Sverres Hær og tilkjæmpet ham Sejren, gik stolt omkring i Skrud og Skarlagen og med gode Vaaben, der forhen havde prydet Magnus’s Hirdmænd. Og de, som før havde seet dem i deres ringe og daarlige Forfatning, fandt det nu raadeligst at lade som om de ej kjendte dem

  1. Ved „Tjeneste“ (þjónosta) forstaaes her hele den i Katholicismen brugelige Beredelse til Døden, navnlig den sidste Olje.