Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/136

Denne siden er korrekturlest
118
Magnus Erlingssøn og Sverre Sigurdssøn.

ind efter Gaden, men fandt ikke et eneste Menneske, førend han kom lige op til Nonneseter; der mødte han en Bonde til Hest. Han bad Bonden om at lade ham faa Hesten, men denne, der maaskee ikke kjendte Kongen, vægrede sig, og Sverre fik den ej, førend han havde truet ham paa Livet. I saadan Knibe, siger Sagaen, var han da bestedt, at han maatte nedlade sig til at bruge Trusel for at laane en Hest, han ellers ikke for nogen Priis vilde have siddet paa, thi han sagde siden, at værre Hest havde han aldrig i sit Liv redet. Dog red han nu paa den til Aalreksstad, hvor han traf nogle Birkebeiner, og hvor efterhaanden flere, i smaa Flokke paa to, tre eller fire, sankede sig til dem. Da fik de høre, at dette ikke var Kong Magnus’s Hær, men kun en heel Deel Bønder fra Vors, Osterøen og Nordhordland, tildeels ogsaa fra Søndhordland og Hardanger, som Jon Kutiza havde faaet sammen. De havde deelt sig i to Hobe, af hvilke den ene roede ind til Jonsbryggen (Bryggen ved Jonsklostret over paa Stranden), gik der i Land, stillede sig i Fylking paa Jonsvollene og nærmede sig Vaagsbunden; den anden lagde til ved Holmen, gik i Land strax udenfor Christkirkegaarden, og blæste her til Angreb samt istemte Hærskrig, idet ogsaa nogle løb ind i Kongsgaarden, men heel forsigtigt, uden just at lægge synderligt Mod for Dagen. Havde det været lyst, saa at man kunde seet, hvad Folk det var, vilde Birkebeinerne med liden Møje have jaget dem tilbage, saa meget mere som de udgjorde den mindre Deel af Bondehæren, hvis Hovedstyrke stod paa Jonsvollene; men nu var det mørkt, og derfor troede de Faren langt større, end den virkelig var. Da Sverre endelig var kommen til sikker Kundskab om, at det kun var en Bondehær, man havde at bestille med, befalede han alle dem, han havde hos sig, at følge ham tilbage til Byen; de øvrige, sagde han, vilde nok samle sig til dem, naar de hørte de vel bekjendte Toner af hans Luur „Andvaka“; de havde rimeligviis skjult sig i Kirker, eller hist og her i Byen. Saaledes viste det sig ogsaa at være Tilfældet. Da han kom til Olafskirken (den nuværende Domkirke), lod han støde i Andvaka og rejste sit Merke, og nu stimlede Birkebeiner flokkeviis til ham saavel fra Olafskirken, som fra Korskirken, Nikolaikirken og Steenkirken[1], samt ellers fra Byen. Kon-

  1. Nikolaikirken laa ved Øvregaden, omtrent halvvejs mellem den nuværende Domkirke og Sandbro. Steenkirken eller St. Columbæ Kirke laa lidt sydøstligere. Allehelgenskirke laa omtrent der, hvor Tugthuset nu staar, og hvor endnu en Gade kaldes Allehelgensgade, se Urda, II. 350. Det heder vel siden, at Haakon Haakonssøn først lod Olafskirken og Allehelgenskirken bygge, Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 333, men herved sigtes aabenbart blot til en Ombygning; rimeligviis have de tidligere været af Træ: ved Olafskirken skulde desuden, da han befattede sig med den, indrettes et Franciskanerkloster.