bet med alt hvad derpaa, i Birkebeinernes Vold. De satte efter ham, og vare nær ved at indhente ham, da han var tung til Fods, saa at han endog maatte lade sig fore op ad Fjeldet af en Mand ved hver Arm. Da sprettede han af sig en diger Pengekat, som han bar om Livet, og lod Sølvpengene trille ned. De af Birkebeinerne, der vare ham nærmest – nogle af Gjesteskaren – kunde ikke bare sig for at samle Pengene op, og dermed spildte de Tiden, saa at han undkom. Sverre var meget ærgerlig derover, og satte Gjesterne haardt til Rette fordi de havde krøbet om mellem Riis og Krat efter nogle Sølvpenge, men ladet Orm slippe bort. Sandsynligviis har Orm faaet sig en Baad nede ved Albuen eller Hetleviken, hvormed han har fortsat Rejsen sydover, thi Almuen paa denne Kant var overalt Kong Magnus ivrigt hengiven. Birkebeinerne erobrede i Alt l8 af Magnus’s Skibe, som de bragte ind til Byen. De gjorde ogsaa i det Hele ei rigt Bytte, thi Magnus havde været vel forsynet med Penge og andet Løsøre[1].
Kong Magnus flygtede, uden at standse, lige til Stavanger, hvor ogsaa de øvrige Folk og Skibe, der havde reddet sig fra Slaget, efterhaanden kom sammen. Biskoppen i Stavanger var paa den Tid Erik, en Søn af hiin Ivar Skranthanke, der havde været Biskop i Throndhjem før Reidar[2]. Eriks Formand, ved Navn Aamunde, var endnu ikke død, men havde allerede for over ti Aar siden, uvist hvorfor, taget sin Afsked, eller i det mindste faaet Erik ved sin Side som Koadjutor[3].
- ↑ Sverres Saga Cap. 53.
- ↑ Om Ivar, se ovenfor, II. S. 794, 860. At Erik var hans Søn, siges udtrykkeligt i Inge Haraldssøns Saga Cap. li, Snorre Cap. 10. Ivars Fader, Kalf vrange, var en Islænding. Ivars Broder, Jon Kauda, var gift med en Datter af den throndhjemske Høvding Saada-Gyrd.
- ↑ De islandske Annaler nævne nemlig ikke Aamundes Død førend 1183. Og man har desuden et Brev fra Pave Alexander d. 3die, dateret Tusculanum d. 7de September 1171 eller 1172, til Erkebiskop Eystein og „A“, (dette maa være Aamunde), forhen Biskop i Stavanger, hvori han amnoder dem om at tillade Munken Nikolaus, en Estlænder af Fødsel, at ledsage den til Biskop i Estland udnævnte Fulko fra Troyes, og være ham behjelpelig ved Missionsverket, Sirmonid. III. 870, Liljegren Dipl. I. 88, Suhm og Schøning „Forbedringer“ &c. S. 426. Af dette Brev seer man, at Aamunde allerede da havde resigneret fra Biskopsstolen. Da der er Tale om en Munk, over hvem Aamunde eller tilligemed Erkebiskoppen havde Autoritet, men som dog endnu ikke paa den Tid fandtes noget Kloster i hele Stavangers Stift, skulde man
