Denne, der ligesom den hele Gejstlighed var paa Magnus’s Parti, og som har vundet sin største Navnkundighed ved den Udholdenhed, hvormed han søgte at modarbejde Sverre, tog meget venligt imod Magnus, og opfordrede ham paa det indstændigste til strax at vende tilbage til Bergen igjen og overfalde Birkebeinerne, førend de endnu vel havde pustet ud efter den foregaaende Kamp, eller vare forberedte paa en ny. Denne Opfordring faldt godt i Magnus’s Øre, og han besluttede at vove Forsøget. Biskoppen fulgte selv med paa et Langskib, som han bemandede med sine Huuskarle, og skaffede desuden endeel Mandskab til Veje fra Herederne omkring Byen. Saaledes gik Toget tilbage til Bergen, saa hurtigt som muligt, kun faa Dage efter at Kongen var kommen til Stavanger. Kong Sverre havde vel sine Folk paa Udkig i Farvandet, men ventede dog neppe at see Flygtningerne saa snart tilbage. Eyjulf Havlessøn, en af de Udsendte, havde med sin Skude vovet sig temmelig langt sydefter og ind i et Sund, maaskee Smørsund, da han med eet traf Magnus’s hele Flaade liggende lige for sig; han og hans Folk saa ingen anden Udvej til at frelse sig ud af Sundet end at lade som om de hørte til Heklungernes Parti, og styre lige mod Kongens Skib, som om de havde noget at melde ham. Heklungerne troede det ogsaa i Førstningen, indtil Birkebeinerne kom dem saa nær, at de merkede Fejltagelsen: da toge de strax Tjeldingerne ned og satte ud imod dem, men Birkebeinerne gave sig til at ro af alle Kræfter, og styrede søndenom ud af Sundet. Heklungerne forfulgte dem, Biskop Erik i Spidsen, men kunde ikke naa dem. Biskoppen lod en heel Deel Gejstlige, han havde ombord paa sit Skib, i Hast sætte i Land, da han troede at Skibet, saaledes lettet, skulde gaa hurtigere, men derved vandt Eyjulf endnu større Forspring, stak lige til Havs, og uden om Øerne tilbage til Bergen, hvor han nu bragte Sverre den uformodede Efterretning, at Magnus var lige i Hælene paa ham. Sverre lod strax sine Mænd kalde sammen for at raadslaa med dem om hvad der var at gjøre. De ytrede nu end mindre Lyst til at slaas end før; de vare, sagde de, endnu udmattede af den forrige Kamp, og mange af dem saarede; endog ved Nordnes havde de helst taget Flugten, om de ej paa en vis Maade havde
næsten formode at Aamunde, efter at have resigneret, var gaaet i Kloster og da sandsynligviis i Elgeseter, hvor han maa have været Prior: med mindre Nikolaus hørte til et andet Kloster, og kun midlertidigt befandt sig i Aamundes Tjeneste: det første er dog det rimeligste. For Resten har allerede Thormod Torvessøn (III. 615) paa dette Sted i Sverres Saga urigtigt læst Erkibiskup i Stedet for Eirikr biskup, og er derved kommen i den Tro, at det var Erkebiskop Eystein, som modtog Magnus i Stavanger, uagtet det siden udtrykkeligt siges at han i hele 3 Aar fra 1180–83 var borte fra Norge. Fejltagelsen er siden gaaet over til Schønings „Forbedringer“ S. 440 og Suhms Historie VII. 641.
