hjemsfjorden faa Dage for Mortensmesse. Erik Kongssøn og Kol Isakssøn havde nok hørt noget Nys om Magnus’s forestaaende Ankomst, og lode holde Vagt om Natten ude i Gildeskaalerne paa Øren[1], men rigtig Besked om Magnus’s Ferd fik de dog ej, og de vidste intet af, førend de saa hans Skibe komme frem om Digermulen (Løverdag den 7de November). Da blev der blæst Allarm, og Mandskabet opstillet i to Afdelinger, den ene, hvoriblandt ogsaa en Deel af Bymændene, ude paa Øren, under Kot Isakssøn, den anden, under Erik Kongssøn, fra Skibekrogen og ud til Bratøren. Ovenfor Skibekrogen, paa Bryggerne, opstilledes Bymændenes Hovedstyrke tilligemed en Deel opbudne Ledingsmænd, og dannede saaledes Eriks højre Fløj. Da Magnus’s Skibe kom udenfor Munkholmen, lode de Sejlene falde, men dreve for den Fart, de allerede havde, ind imod Øren; da de omtrent vare komne ud for Korset[2], lagde de sammen, og bleve liggende i denne Stilling til langt ud paa Dagen, da Magnus holdt Raadslagning med sine Mænd. Imidlertid vadede mange af Kol Isakssøns Fylking paa Øren ud imod Skibene, kastede Stene eller skøde paa dem, og opfordrede dem, der vare ombord, til at komme i Land, uden at nogen af Magnus’s Mænd ensede det, da Høvdingerne vare hos Kongen i Krigsraadet. Herover bleve Birkebeinerne des mere dristige: Hagbard Myntmester, der just skulde holde Bryllup, raabte endog paa Kong Magnus selv, og bad ham og alle hans Mænd spotviis til Brylluppet. Men de fik snart andet at tænke paa end at haane Heklungerne. Omtrent ved Noon (Kl. 3) satte Magnus sig i Bevægelse: han selv med de fire største Skibe roede ind i Elven, de andre fire lagde til ved Øren. Magnus stevnede lige imod Erik Kongssøns Merke, og lod sit Skib lægge sig ved Siden klods ind mod Sanden; Landingsbroerne bleve skudte op saa godt som under Birkebeinernes Fødder, medens der fra de øvrige Skibe regnede Stene, Spyd og Pile paa dem. Dette heftige Angreb kunde de ikke udholde, men vege tilbage, saa at Heklungerne kom i Land. Birkebeinerne søgte vel at hindre deres videre Fremtrængen, og der begyndte en hidsig Fegtning, hvor flere faldt og mange bleve saarede, men da fandt ikke Bymændene og Ledingsmændene sin Regning ved at staa der længer, og flygtede op i Byen. Da Birkebeinerne saa sin Fylking tyndes, medens
- ↑ Disse laa, som man andenstedsfra erfarer, yderst paa Øren, lige ved Søen, og brugtes, som man i det følgende vil see, oftere til at lægge Besætning i, naar Fiender ventedes. Den fornemste af dem var Korsgildets Skaale.
- ↑ Dette Kors har formodentlig, ligesom i andre fremmede Byer, været et Slags Tribune med et Kors, hvor man deels forrettede sin Andagt, deels ogsaa holdt offentlige Taler, navnlig ved Møderne paa Øren. Maaskee har Korsgildet, ellers indviet til St. Olaf, faaet Navn efter dette, fordi Gildeskaalen, hvad der er højst sandsynligt, stod nær ved.
