dagede de, at de havde glemt at hale op et Anker, der hang ned fra Bougen, og som greb fat, da det blev mere grundt. De kappede i Hast Ankertouget, og kom da strax i Land. Ottar og Eyjulf holdt sig sammen, og løb afsted af alle Kræfter i den tykke Sne, som just var falden. Nær vare de blevne indhentede af de Heklunger, der imidlertid havde landet ved Bakke, og stevnede op ad Vejen forbi Erlendshaugen, dog fik Eyjulf og Ottar Forspringet, og kom uskadte til sine Folk, der samlede sig i en Dal nedenfor Berg. Da de nu vare femten i Tallet, vilde Ottar at de skulde vove en Dyst med de Heklunger, der forfulgte dem, men Eyjulf fraraadte det. „De“, sagde han, „ville faa Forsterkning, os derimod tør ingen komme til Hjelp.“ De flygtede derfor videre op til Klæbo, og derfra over Nidelven til Gauldalen. Her samledes efterhaanden alle Flygtningerne, og toge Vejen gjennem Soknedalen til Opdal, for at drage videre over Fjeldet til Oplandene.
Imidlertid sværmede Heklungerne om i Byen, og dræbte alle de Birkebeiner, de forefandt, thi om Grid nyttede det ej at bede. Søndagen holdt Kongen Rast i Byen, men sendte Bud ud til Orkedalen, at han vilde komme der Onsdagen efter (24 Februar) og holde Thing med Orkedølerne; ligesaa lod han Gauldølerne tilsige til Thing i Byen næste Fredag (26 Februar). Orkedølerne vovede ikke at sidde hans Befaling overhørig, og da Kongen om Onsdagen kom til Thinget, fandt han Bønderne samlede. Han talte da saaledes til dem: „Det er nu saa længe siden at I, Thrønder, og jeg holdt Thing sammen, at I vel neppe mindes det. I hele tre Aar have I ikke ydet mig det mindste af hvad det var Eders Skyldighed at udrede. Nu vil jeg derfor, at I skulle gjøre Rede og Rigtighed for al den Leding, fuld Almenning, som I vare pligtige at udrede for dette sidste Aar saa vel som de to forrige, og dertil for alle andre Afgifter og Udredsler, af hvad Navn nævnes kan, Landskyld, Sagefald o. s. v., som I skylde Eders retmæssige Konge, men som I nu have ydet vore Fiender, hvorfor jeg ønsker Eder Guds Vrede saa vel som min“. Han blev nu heftigere og heftigere i sin Tale, og tilsidst saa vred, at han bandede, saa at Bønderne en Stund næsten troede at han vilde anfalde og dræbe dem. En Bonde, ved Navn Roe paa Kjarstad i Meldalen, tog da til Orde, og bad ham forunde Bønderne Fred og Grid samt nogen Frist med Udbetalingen. Kongen svarede, at hvis Alt blev rigtigt indbetalt i Byen inden 14 Dage, skulde han skaane dem. Dette vedtoge Bønderne, og han vendte derpaa tilbage til Byen, efterladende paa Grjote i Orkedalen to Sysselmænd, Haakon og Sigurd, for at inddrive Afgiften.
meente man, dem der deeltoge i en Kamp, især første Gang; derfor kaldte man den „Krigsskræk“ eller Hær-Fjeter.
