Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/163

Denne siden er korrekturlest
145
1182. Sverre fordriver Magnus fra Nidaros.


Men paa samme Tid, som Magnus havde forladt Bergen, var ogsaa Sverre brudt op fra Oslo for at komme Thrønderne til Hjelp. Paa Hadeland hvor Toget gik sover en Deel af den tilfrosne Randsfjord, havde han det Uheld at miste syv af sine fornemste Mænd, der faldt i Isen og druknede[1]. Da han kom til Hjardkinn paa Dovre, mødte han Flygtningerne fra Throndhjem, der nu bragte ham Efterretningen om deres andet Nederlag, og maatte døje mange Forhaanelser af deres søndenfra kommende Kammerater, fordi de ikke havde vidst at skikke sig bedre. Ingen af disse, endog de ringeste, vilde laane dem Heste, hvorpaa de havde stor Mangel, og paa Vejen ned til Opdal maatte Baard Guthormssøn og andre Lendermænd finde sig i at gaa til Fods, medens simple Madsvende sad til Hest[2]. Sverre skyndte sig ned i Orkedalen, kom til Grjote og omringede Huset, hvor Magnus’s Sysselmænd vare, førend de merkede det mindste dertil. De bleve begge dræbte med deres hele Følge paa een nær, ved Navn Ottar Gaase, der smuttede tid gjennem en Aabning i Panelet, og undslap til en nær liggende Kratskov og ned til Orkedalsosen, uagtet fem Mand til Hest, hvoriblandt Sverre selv, satte efter ham. Han fik sig en Baad, roede ind til Bynesset, og skyndte sig derfra saa hurtigt han kunde over Aasen ind til Byen. Dette var om Fredagen, da Gauldølerne skulde komme til Things. Men man ventede dem forgjæves den hele Formiddag, og saa kun nogle Folk komme agende ned ad Steenbjergene med Vedlas. Da kom Ottar Gaase styrtende ind i Erik Arnessøns Gaard[3], hvor Kong Magnus holdt til, og spurte efter Kongen. „Kan du sige os noget om Birkebeinerne“, spurte nogle Hirdmænd, der stode ude i Gaarden. „Eder siger seg Intet“, svarede han, „lad mig kun komme til Kongen“. „Han er oppe ved Christkirken ved et Møde“, sagde de, og strax ilede Ottar derhen. Lidt efter kom Kongen i største Skyndning løbende ind i Gaarden, og bød alle Mænd væbne sig og gaa ombord uden at spilde et Øjeblik, da Birkebeinerne vare i Anmarsch. Luren lod, enhver greb i Hu og Hast sine Vaaben og Klæder, skyndte sig ombord paa Skibene og roede tid til Munkholmen. Men Dagen gik hen, og ingen Birkebeiner kom, lige saa lidt som Gauldølerne. Flere be-

  1. Navnene paa tre af dem angives i Sverres Saga Cap. 66 saaledes: Jon Skutelsvein og Hallvard Lepp Sunnivessøn, samt Agmund Hallsteinssøn, Lodins Broder.
  2. I Sverres Saga Cap. 63 meddeles et Vers, som Skalden Bjarne Kalfssøn, der var i Følge med Baard, kvad herom, og hvor han giver sin Ærgrelse Luft. Hver Fant og Madsvend, siger han, sidder til Hest, medens Lendermænd gaa.
  3. Denne Erik Arnessøn var, som ovenfor nævnt, Svigersøn af den i 1176 faldne Nikolas Sigurdssøn.