foretog sig noget mod Magnus. Dertil kunde Udsigterne være langvarige nok, og det var vistnok at forudsee, at inden man kom saavidt, vilde Mangel nødsage ham til at drage bort fra Egnen og saaledes i Virkeligheden udføre den Beslutning, han havde foregivet for at hindre Magnus fra at gjøre et nyt Tog til Throndhjem. Under alle Omstændigheder maatte det være ham og hans Mænd utaaleligt, at være i saa lang Tid saa godt som indespærrede i een og samme Fjord-Egn, og den Tanke kunde saaledes ikke ligge dem fjern, ved en dristig Handling at skaffe sig Luft, og fremfor alt at faa nogle af Skibene tilbage. De besluttede derfor, strax efter Juul (Januar 1183) at forsøge et pludseligt Overfald paa Magnus, der nu, som nys omtalt, havde sendt sine Folk fra sig og intet mindre ventede, end at Birkebeinerne skulde vove sig heelt ned til Bergen for at hjemsøge ham. Sverre lod udruste en Deel Smaaskuder, bemandede dem med sine Folk, og satte Kursen til Bergen i største Skynding, for at komme uventet over Magnus. Men ved Søndmøres Kyster fik han Modvind, maatte søge Havn, og blev nødt til at ligge der saa længe, at alt Haab om Overrumpling var forbi, da man let kunde skjønne at Magnus imidlertid maatte have modtaget Efterretning om deres forestaaende Ankomst. Planen maatte saaledes for det første opgives, og han vendte tilbage til Nidaros, men med den faste Beslutning, saa snart Lejlighed gaves, at gjentage Forsøget. Imidlertid drev han sterkt paa Befæstningsarbejdet. Allerede ved Begyndelsen af Langefasten (sidst i Februar), vare de for Kongen bestemte Værelser i Borgen færdige; han flyttede strax derind med en Deel af sit Mandskab, og opholdt sig der om Vaaren, medens de øvrige bleve tilbage i Byen. Borgen kaldte han selv efter Kong Davids vel bekjendte Borg i Jerusalem Zion, men sædvanligviis plejede man at kalde den Sverresborg[1].
Samme Vaar vare Birkebeinerne heldige nok til at gjøre en vigtig Fangst. Sverre havde, det siges ikke naar, men det maa vel have været i Løbet af Aaret 1182, sendt en af sine Mænd, ved Navn Thorgils, som Sysselmand til det nordligste Thingdistrikt paa Haalogaland, og tillige forlenet ham med Finneferden. Der tales ellers ikke om, hvor vidt Haalogaland havde underkastet sig Sverre, eller i saa Fald, naar dette var skeet: efter al Sandsynlighed har det kun bestaaet deri, at enkelte anseede Mænd her, som andensteds, have erklæret sig for Sverre, medens derimod den større Deel endnu holdt med Magnus; i det mindste synes noget saadant at maatte sluttes af hvad der her strax efter berettes. Den fornemste Æt
- ↑ Den Klippe eller de Klipper, hvorpaa Borgen anlagdes, eller rettere: en paa Stedet hode den laa, opført Gaard kaldes endnu Sverresborg. Zion kaldes den i Sverres Saga Cap. 108.
