paa Haalogaland var visselig Bjarkø-Ætten, eller den Linje af Arnmødlinge-Ætter., der ved Jon Arnessøns Giftermaal med Thore Hunds mægtige Æt havde erhvervet Bjarkø. Hovedet for denne Linje, Vidkunn Jonssøns Søn Erling, som allerede ovenfor er omtalt, var netop nylig død, efterladende sig to Døtre og en attenaarig Søn, Vidkunn, der nu arvede alle hans Besiddelser. Saa vel Vidkunn, som hans Systre vare særdeles smukke, og det forstaar sig af sig selv, at disse betragtedes som nogle af de bedste Partier i Landet. Saa snart Kong Magnus hørte, at Vidkunn havde tiltraadt sin Fædrenegaard, lod han ham indbyde til sig, for at han, som det hed, kunde blive udnævnt til Lendermand, hvortil han var fød og baaren; men man troede ogsaa, at der stak noget mere under Indbydelsen, og dette var vel hverken mere eller mindre end at bringe et Parti i Stand mellem Vidkunn og Magnus’s Syster Ragnhild, Jon af Randebergs unge Enke, maaskee og mellem Magnus selv og en af Vidkunns Systre[1]. Vidkunn lovede at komme den følgende Vaar, og lagde imidlertid sin Iver i Magnus’s Tjeneste for Dagen ved at krydse om i Fjordene for at rense dem for de Birkebeiner, der maatte sværme om paa de Kanter. Thorgils Sysselmand havde om Vintren været oppe til Fjelds for at inddrive Finneskatten og handle med Finnerne, som sædvanligt; det havde ogsaa lykkets ham at faa en Deel Gods samlet, og med dette foor han, da han kom ned fra Fjeldet, selv tolvte sydover, for at bringe det til Sverre. Men Vidkunn lagde sig paa Luur i Øgsfjorden, passede paa, da han kom nordenfra, overfaldt og dræbte ham med alle hans Mænd, tog alt Godset, og bragte det til Bjarkø. Sverre kunde for det første ikke gjøre noget derved. Men den følgende Vaar sejlede Vidkunn hjemmefra, for efter Indbydelsen at begive sig til Kong Magnus, paa sin store Tyvesesfe „Guldbringen“, som tidligere havde tilhørt Erkebiskop Eystein. Begge hans Systre saa vel som hans Morbroder Jon Drumb fulgte med. Skibet selv var godt bemandet og vel forsynet med Vaaben, ligesom det ogsaa ledsagedes af et Proviantskib, men da ingen ombord ventede noget Overfald, vare Skjoldene fæstede ved Stavnene, og Brynjerne laa forvarede i Kister nedenunder Dækket. Imidlertid havde Sverre faaet spurt, at Vidkunn havde rejst eller skulde rejse hjemmefra, og sendte strax Baard Guthormssøn og Ivar Silke med 7 Skuder for at passe ham op og hevne Thorgils’s Drab. Da de kom nord til Engeløen, Christi Himmelfartsdags Morgen (26de Mai), fik de Øje paa Vidkunns Fartøjer, som han kom sejlende ud efter Ofoten, eller det inderste af Vestfjorden, som den nu kaldes. De lagde strax ind under Steigebjerget[2], og oppebiede ham der. Paa Vidkunns Skib saa man
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/169
Denne siden er korrekturlest
151
1183. Vidkunn Erlingssøns Fald.
