intet til dem, førend det næsten var lige ind paa dem; Sejlet blev da i Hast firet ned, men Birkebeinerne lagde til paa begge Sider, og gjorde et heftigt Angreb. Vidkunns Mænd fik ikke engang Tid til, som de ønskede, at sætte Baaden ud og lade Fruentimmerne stige i den, saa hurtigt gik det hele. Da de hverken havde Skjolde eller Brynjer ved Haanden, men alene deres Angrebsvaaben at forsvare sig med, fik Birkebeinerne, der desuden maa have været de talrigste, snart Overhaand. Vidkunn selv faldt med Størstedelen af sit Mandskab, og Birkebeinerne toge Guldbringen med hele dens rige Ladning i Besiddelse. De førte den ned til Throndhjem og overgave den til Sverre, som roste dem meget for deres Raskhed og det Held, hvormed de havde udført deres Hverv[1]. Ogsaa Vidkunns Systre maa ved denne Lejlighed være faldne i Sverres Hænder, og sandsynligviis har han ej sat dem paa fuldkommen fri Fod, førend efter Kong Magnus’s Fald, da han ej kunde ønske at nogen af dem rakte Magnus eller en af hans Mænd sin Haand, og derved bragte ham de rige Ættebesiddelser i Medgift, som nu efter Broderens Fald bleve deres Arvelod. En af dem, Ragna, egtede siden den for sin Lovkyndighed navnkundige Lendermand Bjarne Mardssøn, om hvilken der i det Følgende vil blive talt[2].
Imidlertid holdt Sverre hyppigt Thing med sine Mænd saavel som med Bymændene og foregav snart at have en, snart en anden Plan fore, uden at nogen kunde blive ret klog paa, hvad han egentlig vilde. Stundom hed det, at han vilde til Viken eller øster til Gautland, stundom, at han vilde faa sig nogle Skuder og sejle vester til Orknøerne eller Syderøerne. Det viste sig siden, at intet af alt dette var Alvor, men at det alene var hans Hensigt at det skulde rygtes til Bergen og gjøre Magnus tryg, der nu atter var i Ferd med at udruste en stor Hær for at drage til Throndhjem, men hvem han ikke des mindre agtede at overfalde. Han indskibede sig da omsider med sine Folk paa 20 Smaaskuder, foregivende saavel for dem som for de øvrige, at Toget gjaldt Haalogaland. Men da han kom udenfor Agdenes, lod han blæse til Huusthing, og aabenbarede for sine Mænd, at det ikke fra først af havde været hans Alvor med Haalogalandsrejsen, end sige nu, da der blæste en skarp Nordenvind, mod hvilken det vilde være altfor besværligt at ro; det var langt bedre, sagde han, at benytte Vinden og sejle raskt ned forbi Stadland, siden stod det dem frit for, om de vilde stikke ud til Havs, eller sejle udenskjærs til Viken.
