til ham, derfra fore de fremdeles oven om heelt ind til Olafskirken, hvor endelig hans Mandskab samledes. Birkebeinerne havde nemlig ikke givet sig Tid til at ransage Byen omhyggeligt, da de vilde skynde sig saa hastigt som muligt ud til Kongsgaarden. Da nu Sverres Fennike kom ud til denne fra Byen, mødte den en anden, der kom ind fra den modsatte Kant; de troede først at det var Fienden, og begyndte at vexle Skud med dem, da de heldigviis i Tide saa, at det var Erik Kongssøns Afdeling; begge Skarer vendte sig nu i Forening mod Kongehallen og angrebe den paa det ivrigste, i den Tanke, at Magnus var der. Hans Mænd værgede sig med Vaaben og Ovnstene, og det blev en lang Kamp, hvori mange gjæve Helte faldt[1]; endelig fik Sverre vide at Kong Magnus ikke var der, og lod da de fleste faa Grid, som bade derom. Erkebiskop Eystein var for kort Tid siden kommen tilbage fra England og laa med sit Skib over paa Stranden ved Jonsbryggen. Ogsaa hans Mænd grebe til Vaaben for at komme Kong Magnus til Hjelp, og søgte ind over Jonsvollene, men Birkebeinerne mødte dem og dræbte 30 af dem, hvoriblandt to af Erkebiskoppens Frænder[2], de øvrige bleve jagne tilbage. Da Magnus og de, der fulgte ham, kom op til Nonneseter, mødte han mange flere af sine Krigere, og spurte om de vilde vende tilbage til Byen og vove en Dyst med Birkebeinerne, der, som han havde hørt, slet ikke skulde være mandsterke. Men de fleste svarede, at derpaa var ikke at tænke, thi kun faa af dem vare fuldt bevæbnede; mange havde slet ingen Vaaben og vare kun halv paaklædte, da de netop havde faaet Tid til at fare op af Sengen. Kongen havde hverken Merke eller Luur. Alt dette gjorde, at de ansaa sig ganske ukampdygtige. De toge Vejen over til Strandefjorden og derfra til Hardanger, fik her fat paa nogle Skuder og Ferjer, og satte paa dem afsted sydefter ad Agder og Viken til, sejlende Dag og Nat. Mange andre toge ogsaa den samme Vej, og kom efter, men de, som ikke slap saa tidligt fra Byen, toge Vejen over Aalreksstad og Fjeldet ned til Osterfjorden, og derfra over Vors, Sogn, Valdres og Oplandene øster til Viken.
Med Undtagelse af at Magnus selv ikke faldt eller blev tagen til Fange, kunde ingen Sejr være fuldkomnere end den, Sverre nu havde vundet, og det med liden Møje og, som det synes, næsten intet Folketab. Hele Magnus’s Hær var adsplittet og alle hans Skibe faldt i Sverres Hæn-
- ↑ Blandt dem der faldt i Kongsgaarden, nævnes tvende, Hallvard Marardrap og Paal Erikssøn fra Opdal, om hvilke man for Resten intet veed.
- ↑ Disse Erkebiskoppens Frænder hed Olaf Sange og Gudbrand Thorbergssøn. Den sidste var sandsynligviis hans Brodersøn, da det er vist at han havde en Broder ved Ravn Thorberg (Fagrskinna Cap. 215, jvfr. Slægttavle 9 til forrige Bind.)
