der, og blandt det rige Bytte, han og hans Mænd gjorde i Bergen, var ogsaa Kong Magnuss Krone, Scepter og hele Kroningsdragt, foruden mange andre Kostbarheder. Erkebiskop Eystein, der nok var kjed af at ligge i Landflygtighed, og saa, at Sverre havde Lykken med sig, fandt det nu raadeligst at indgaa Forlig med ham. Betingelserne nævnes ikke, men de have vist fra Sverres Side været yderst lemfældige, og Eystein kom saaledes endnu denne Sommer atter tilbage til sit Erkesæde. Sverre lod Jon Hallkellssøn og hans Sønner bringe for sig, og sagde at det stod dem frit for at fare bort i Fred, hvorhen de vilde, enten nord til deres Gaarde eller øster efter Kong Magnus. Jon sagde at han helst vilde blive hos Kong Sverre. „Det er ikke værdt“, sagde denne, „thi I have allerede to Gange for svoret mig Troskabsed uden at holde den“[1]. Men Jon gav de bedste Løfter, og Sverre tillod dem virkelig at aflægge Ed for tredie Gang. Ikke des mindre undvege de strax efter, og begave sig øster til Kong Magnus. Da Sverre fik høre, at denne havde taget Vejen langs Kysten, satte han efter ham i al mulig Hast, og forfulgte ham lige til Agder, men kunde ikke naa ham, og vendte derfor tilbage til Bergen. Magnus begav sig endnu samme Sommer ned til Danmark hvor Kong Knut (VI) Aaret forud havde efterfulgt sin Fader Valdemar († 12te Mai 1182) i Regjeringen[2]. Dette var anden Gang, Magnus saaledes rømte Landet for Kong Sverre[3].
Sverre tilbragte nu nogen Tid i Bergen, for at underlægge sig denne Deel af Landet, og indsatte Sysselmænd rundt om i Landdistrikterne, i Rogaland, Hørdaland og Sogn. Om Høsten vendte han tilbage til Nidaros. Da var just det store Skib, han havde ladet paabegynde,
- ↑ Naar dette var, fortælles ikke i Sagaerne. Den ene Gang har maaskee været, da Sverre forrige Gang var i Bergen; naar den anden Gang var, er vanskeligt at sige: maaskee har Jon og hans Sønner været tagne til Fange i et af de foregaaende Slag.
- ↑ Det er besynderligt nok at Sverres Saga baade her og nedenfor (Cap. 84) nævner Valdemar i Stedet for Knut. Det maa enten være skeet ved en reen Forglemmelse, thi om Valdemars Dødsaar hersker der ingen Tvivl, eller ogsaa – hvad der er det rimeligste – maa man have meent Knuts trettenaarige Broder, Hertug Valdemar, der ogsaa var nærmest til at staa Magnus bi, da han i Følge Forliget af 1170 skulde være Magnus’s Tronfølger i Norge, hvis denne ingen Sønner efterlod. Saxo taler heller ikke det mindste om at Magnus var hos Knut eller at denne understøttede ham.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 76–78.
