mænd, der kun laa paa sine Gjerninger[1]. Hvis man kan tro et Sagn, der skal gaa i Egnen og udgives for at være gammelt, havde Ivar ved sin slette Fremfærd selv forskyldt sin Død, og vist er det, at Birkebeinerne, naar de raadede sig selv, neppe vare skaansomme, saa at det er meget muligt, at han ved en eller anden Voldsgjerning kan have opbragt Sokndølerne mod sig; men Sagnet er dog for Resten højst mistænkeligt, og for Sogningerne, ivrige Tilhængere af Magnus Erlingssøn, var det sikkert allerede nok at Ivar og de øvrige Sysselmænd vare Birkebeiner, og stode i Sverres Tjeneste, til at hade og forfølge dem H. For disse Forbrydelser besluttede Sverre at tage en alvorlig og exemplarisk Straf over Sokndølerne. Om Vaaren, efter Paaske (1ste April), afsejlede han fra Nidaros med en Flaade af 23 mestendeels store Skibe og en betydelig Mængde Folk. Af Høvdingerne, der fulgte med ham, nævnes Erik Kongssøn, der styrede Skibet Oskmeyen[2], paa 25 Rum, Ulf af Lauvnes, Ulf Fly, Ivar Silke, og Haavard Jarlssøn. Kongen selv styrede Mariesuden, hvis Besætning udgjorde 320 Mand. Han lod bringe ombord tre Kister, faa tunge, at der maatte fire Mand til at bære enhver af dem; ingen vidste, hvad de indeholdt, lige saa lidet som det overhoved var bekjendt paa Flaaden, hvad Bestemmelse han havde med dette Tog. De sejlede ud af Fjorden og sydefter forbi Nordmøres Kyster. Da de laa i Steinavaag paa Søndmøre, holdt Kongen Huusthing, og indskjærpede sine Mænd, at de maatte være spagfærdige og fredsommelige, og skjønt han endnu intet havde vort fra Magnus, hvoraf han kunde slutte at denne snart vilde fornye Ufreden, var det dog bedst at de lagde nøje Merke til alt hvad de hørte, fornemmelig Folks Samtaler, Højes eller Laves, og at de meldte ham enhver Nyhed, de erfarede, hvor ubetydelig den end maatte forekomme dem. I Herøerne, hvor de ogsaa laa, havde Kongen ligeledes Huusthing og foreholdt dem det samme, men endnu nævnte han intet om Togets Bestemmelse. Udenfor Stad fik de haardt Vejr, hvilket Mariesuden viste sig heel daarlig til at taale, og gav sig sterkt i Sammenføjningerne. Kongen lod lægge ind i Ulvesund, og her fik man see, hvad der var i de store Kister, det var Skibssøm, der
- ↑ Sagnet anføres hos Faye, S. 179, efter Budstikken, V. 418. I Følge dette skulde „Ivar Dapi“, som han kaldes, have villet forføre en Bondes Hustru oppe i Fylkesbygden (Hafslo), men blev overrasket af Manden selv, der strax slog ham ihjel med sin Hammer. Dog saavel Afvigelsen fra Sagaens Beretning, som den underlige Form „Dapi“, der ikke passer til Sprogformen, men derimod minder om Th. Torvessøns Dapius, gjør Sagnet højst mistænkeligt.
- ↑ Óskmeyin d. e. Ønskemøen, saa kaldes fornemmere Terner.
