Ænes, Asbjørn Jonssøn, og Hallkell Jonssøn, der maaskee paa denne Tid, eller under Opholdet i Danmark, havde egtet Kongens Syster Fru Ragnhild, der havde været bestemt for Vidkunn Erlingssøn[1]. Blandt andre Høvdinger i Magnus’s Følge nævnes en Harald, der skal have været en Søn af Kong Inge, saa utroligt det end synes, at denne skulde have efterladt sig Børn. Overhoved havde Magnus alle sine bedste Folk med. Ofte holdt han Huusthing og talte for sine Mænd; hans Taler vare just ikke lange, men hvad han sagde, var godt og fremført med Værdighed; det optoges ogsaa med meget Bifald. Her i Kongehelle fik Kongen ogsaa Besøg af den islandske Skald, Maane, der just var kommen tilbage fra en Pilegrimsrejse til Rom, og i en yderst daarlig Forfatning, uden Klæder og Penge, saa at han havde maattet betle sig frem. Men han hilste Kongen meget høvisk, og gav ham strax en Prøve paa sin Dygtighed, deels ved strax at kvæde Halldor Skvaldres „Utfare-Draapa“ om Kong Sigurd Jorsalafarers Korstog, deels ved at improvisere nogle Skjemtevers om et Par omrejsende Spillemænd, der just vare inde i Stuen med Smaahunde, som de havde afrettet til at gjøre Kunster, medens den ene spillede paa Gige, den anden paa Pibe. Magnus tillod Maane at følge med til Bergen, hver han agtede sig hen[2]. Fra Kongehelle, hvor Flaaden forøgedes med tvende Islandsfarerskibe[3], drog Magnus først nordover til Tunsberg, hvor han ligeledes fandt den bedste Modtagelse, og hvor mange Folk kom ned fra Landet til ham. Ogsaa her holdt han Thing, og bad om Mandskab og Skibe, idet han lovede, hvad der kunde synes vel dristigt, ikke oftere at plage dem med slig Anmodning. Han undrede sig ikke, sagde han, om man tilsidst blev kjed af at ro Leding med ham, saa ofte som dette løb uheldigt af, men siden han nu engang var salvet og kronet til Kongedømmet, vovede han ej at bryde de Eder, han ved den Lejlighed havde aflagt, men vilde see til med Odd og Egg at vinde Riget tilbage, saa længe Gud forundte ham at leve og Landets Folk gjorde fælles Sag med ham. Ellers var det jo langt mageligere og sikrere for ham at modtage Len af sin Frænde Valdemar[4]. Disse hans Ord vandt alles Bi-
- ↑ Man finder ikke Ragnhild omtalt i Sagaen efter Beretningen om Vidkunns Død førend ved 1191: da heder det, at Hallkell var gift med hende, Sverres Saga Cap. 118.
- ↑ Sverres Saga Cap. 85. Dette omtales ellers kun i et eneste Haandskrift.
- ↑ At de vare Islandsfarerskibe siges kun i Flatøbogen. De hed Keipan og Vallabussen.
- ↑ Her staar der atter i Sagaen „Kong Valdemar;“ men efter hvad ovenfor er anført skulde det enten være „Kong Knut,“ eller, hvad der er rimeligst, Hertug Valdemar, der, skjønt endnu ikke formelig udnævnt til Hertug, dog i Diplomer fra denne Tid fører Hertugstitlen.
