fald. De vilde, sagde de, tjene og følge ham, og heller dø med ham, den rette Konge, end at tjene hiin Prest, der ingen Æt havde til at være Konge. Tunsbergs Borgere viste ogsaa deres Iver for ham i Gjerningen ved at udruste og bemande et Langskib, som de lode stode til hans Flaade[1]. Efter et Ophold der i Byen af en 14 Dages Tid (altsaa omtrent til midt i Mai Maaned) fortsatte Magnus Rejsen vestover, men da han fik daarlig Vind, blev han ofte liggende vejrfast i Havnene. Saaledes har han vist ligget en Dags Tid ved Langesund, thi ved denne Lejlighed var det rimeligviis, at hans Mænd fik fat paa en heel Mængde Hardstene (haarde Hvessestene) fra Thelemarken, der allerede i den Tid var en betydelig Udførselsartikel fra Skien (Skíðan) men som de nu – og dette var maaskee ikke usædvanligt – anvendte til Vaaben[2]. I Unnardys (Hummerdus) paa Lister laa de en heel Uge. Disse Ophold nedsloge dog ikke Modet paa hans Folk; de vare tvertimod heel lystige og glade, og fornøjede sig ved alskens Leg, hvor de laa inde; kun Kongen var noget stille[3]. I Karmsund, hvor de laa to Nætter 18de–10de Juni), fik han de første sikre Efterretninger om Sverres Rejser af Fragtemænd, der kom fra Bergen, og som nu hver Dag sejlede dem forbi. Han sendte da to Mænd, der selv synes at have havt hjemme i Bergen[4], op til Byen, for nærmere at udspejde Forholdene. De rejste afsted Tirsdag Nat (d. 12te) og kom tilbage Dagen efter, med den Besked at tre af Birkebeinernes Skibe under Anførsel af Svina-Peter laa i Byen. Magnus bød da sine Mænd at tage Tjeldingerne ned saa fort som muligt og skynde sig afsted. „Birkebeinerne,“ sagde han, „ere just nu i Bergen og ville nok gjerne helde Drikkelag med Eder, men synes vel at det tilkommer Eder at skjenke i Bægrene for dem.“ Ved disse Ord bleve alle glade, enhver skyndte sig at
- ↑ Sverres Saga Cap. 83, 84.
- ↑ Herom se længer nede, S. 173 jfr. Sverres Saga Cap. 91. De her nævnte „Hardstene,“ som de endnu kaldes, komme fornemmelig fra Eidsborg i øvre Thelemarken, og udføres endnu i betydelig Mængde fra Skien. I de ældste Privilegier for Skien, der nu kjendes, nemlig Kong Haakon Magnussøns af 1358, nævnes disse „Hardstene,“ som en Udførselsartikel, „fra gammel Tid.“ Jvfr. ovenfor II. S. 627.
- ↑ Hummerdus, fortælles der, kvad Maane et Vers, hvori han indstændigt anraabte Gud om at skaffe gunstig Vind. „Vi ere saa bedrøvede,“ heder det i Verset, „fordi Nordvestvinden saa længe holder os tilbage her i Unnardys: Søndenviden er altfor seen til at komme.“ Kongen roste Verset og sagde, at han til Belønning kunde tage sig en Skjorte blandt nogle flere, der just vare vaskede og laa nær ved i en Bunke, – en for den pjaltede Maane vistnok højst beleilig Gave.
- ↑ Der staar nemlig i Flatøbogen, hvis Læsemaade vi her følge: Eilif Arnessøn og Klement af Gravdal. Ellers læses: Eilif Orre, Søn af Klement af Grande.
