blive vanskeligt at faa Bugt med, saalænge de øvrige kunde komme det til Hjelp. Men Magnus, ligesaa paastaaelig som før, vilde intet Ord høre herom, og meente, at naar først det store Skib var vundet, da var det saa godt som gjort med alle de øvrige. De fire Skibe bleve altsaa bundne sammen, som Kongen havde befalet. Kongeskibet laa nærmest Stranden, derefter Gjeste-Fløyet, saa Asbjørns, og Orms yderst. Idet Asbjørn lod sit Skib tenge fast ved Orms, talte han saaledes: „Nu er Dagen kommen, som vi alle have længets efter, at have faaet Sverre og Birkebeinerne jagede ind som Sauder i en Kvi. Nu er det forbi med hans Kneb og Kunster, thi den Mand har nu slaaet Haanden af ham og Birkebeinerne, som han har faaet alle sine Raad af, nemlig Fanden selv, som han tror paa, men som altid handler saaledes med sine Venner, nemlig at han giver dem Fremgang en Tid, men derpaa slaar Haanden af dem. Sverre er nu raadløs, thi han har sendt Svina-Peter fra sig til Bergen, hvor denne og hans Flok fik Bekomst som forskyldt; og de værste af dem alle, de Djævels Kroppe, Gjesterne, ere sendte ind i Fjorden tilligemed den, der har gjort allermest ondt, Torpersønnen Ulf[1]. Til sine øvrige Misgjerninger og Grusomheder har Sverre nu og føjet denne, at han har ødelagt et christent Land med Ild, og hvad lidet ondt han endnu har ugjort, skal han nu idag komme snart til at undgjelde. Lader os nu angribe Birkebeinerne, to eller tre om een, hvis det falder lettere; lader os hugge vældige Hugg paa enhver, der gjør os Modstand, uden at ense hvo det er, thi man regner det ikke saa nøje, naar man skifter Mad for Hunde.“ Dette, sagde alle, var vel talt. Derpaa tengedes ogsaa de øvrige Skibe sammen, i Partier paa fem eller sex; alle førtes i en Linje Side ved Side, ind ad Fjorden, dog nærmest den sydøstlige Bred. Magnus havde en Kjortel, halv hvid, halv skarlagenrød. En lignende Kjortel, baade af Farve og Stof, havde Magnus Mange fra Orknøerne, Rangvald Jarls for omtalte Dattersøn[2], der synes at have været ombord paa Kongens Skib. Magnus havde et ypperligt Sverd, kaldet „Fiskerygg.“
Da Magnus’s Flaade nærmede sig Birkebeinernes, saa det i Førstningen ud paa Søen imellem dem, som naar der falder en stærk Regnskuur paa Vandet i stille Vejr: det var Pileregnen, og den varede kun kort, da Skibene strax efter mødtes. Da Mariesuden skulde svaje med Forstavnen mod Fienden, gjorde den en lang Krog, og førend den havde faaet vendt, tørnede allerede Magnus’s Skibe med Forstavnen mod dens Bagbordsside. Skeggen laa ved det fremmerste Øserum, og dernæst de
