øvrige længer forover, efter som de fik Rum til. Strax begyndte her en heftig Kamp, da Heklungerne vare meget hidsige til at angribe. Birkebeinerne fegte mest at dække sig, thi i Førstningen faldt det dem noget ugreidt med Angrebet, hele Flaaden drev efterhaanden ind mod Stranden, og Mariesuden kom imellem de fiendtlige Skibe og Landet[1]. Da sprang Sverre, ledsaget af sin Frænde Peter Roessøn, i en Baad, roede hen til Erik Kongssøns Skib, og raabte derop, at de bare sig daarligt og modløst ad; de skulde ro uden om det store Skib, til Fiendens mindre Skibe, og see til at gjøre sig til Herre over dem. Derpaa roede han fra Skib til Skib, satte Mod i sine Mænd, og sagde hvor enhver skulde lægge til. Da toge Birkebeinerne Mod til sig, lagde kjekt frem, og gjorde et heftigt Anfald, der ikke besvaredes med mindre Heftighed af Heklungerne. Net vilde Kongen tilbage til Mariesuden. Paa Farten derhen slog en Piil ned i Stavnen lige over hans Hoved, og i samme Øjeblik en anden i Kanten lige ved hans Knæ, men han blev siddende uden at forandre en Mine. „Et farligt Skud, Herre,“ sagde Peter. „Det rammer ikke, førend Gud vil,“ var Sverres Svar. Imidlertid var Pile- og Steen-Regnen paa Mariesuden saa stærk, at han ikke kunde komme ombord, men maatte ro i Land. Paa samme Tid lagde Munan Gautssøn i den fiendtlige Flaade til Land med sit Skib, hentede en Mængde svære Stene, og lod dem dynge i Masseviis paa Mariesuden, heelt fra Forrummet og til Øserummet, saa at Besætningen fik en slem Medfart. Især var det dog
- ↑ De her anførte Enkeltheder kunne give os en ret klar Forestilling om Skibenes Stilling under Slaget. Dette foregik ikke, som det almindeligviis plejer at siges, ved Femreite, thi der staar udtrykkeligt at Flaaden roede derfra længer ind i Fjorden, indtil den mødte de to Skibe fra Sokndal, og dette kan ej have været længer ude end halvvejs mellem Nornes og Ylmen. Neset, der tog Udsigten bort til Hovedfjorden, var Nornes. Sverres Skibe laa i en Række med Bagstavnen mod den sydøstlige Bred, og roede derfra først lige ud, for siden at drage til Venstre, for at møde Fienden; men det var denne Vending, som det ej lykkedes at faa udført, og Mariesuden, der, som det udtrykkeligt siges, laa yderst, altsaa længst til Bagbord af Sverres Skibe, vendte endnu Bagbordsiden til, da Magnus’s Skibe, hvis Række dannede en ret Vinkel med den, Sverres Skibe først havde indtaget, tørnede imod Mariesuden, dog som man seer, kun dennes forreste Deel, da hele Stykket fra det fremre Øserum og agter over endnu var bart; Skeggen, Magnus’s yderste Skib mod Styrbord eller nærmest Kysten, naaede ej længer end til hiint Øserum. I denne Stilling dreve begge Flaader mod Sydøstkysten, idet de svajede mere og mere mod Styrbord, faa at Mariesuden, hvis hele Forpart fiendtlige Skibe havde haget sig fast, og som mere og mere kom til at vende Styrbordsiden mod Land, derved næsten afskares fra Sverres øvrige Flaade. Sverre gik nu fra Borde paa Styrbordside, og gav Erik Kongssøn, der rimeligviis var dreven med Bagstavnen mod Kysten, Ordre til at ro uden om og angribe Fiendens mindre Skibe.
