Thjorn, Ragnvald, Søn af Jon Hallkellssøn, Paal Smaat-auga, Lodin af Manvik (fra Brynlanesset), Olaf Gjavvaldssøn, Eindride Torve, Søn af Jon Kutiza, Ivar Elda (den samme anseede Bonde fra Syrstrand, der nys saa ivrigt havde sluttet sig til Magnus), Villjam af Torge paa Haalogaland, Andres Erikssøn, Hallstein Botulfssøn Snaak, en Frænde af Kong Magnus, Ketil Lavrantssøn, Sigurd Hiit, Ketil Fluga. Ere end flere af disse Navne mindre bekjendte, see vi dog af de øvrige, som vi noksom kjende, at Blomsten af Norges Aristokrati, især fra Gulathingslagen og Viken, her fulgte Kong Magnus i Døden. Birkebeinerne maa i dette Slag have kjæmpet med en aldeles uimodstaaelig Heftighed og Tapperhed. Vel havde de den Fordeel, at deres Skibe vare større og højere, end de fleste af Fiendens, men dette alene kunde dog ikke opveje den store Folkemon. Erik Kongssøn, der var den, som nærmest ledede det Angreb paa de mindre Skibe, der gik saa heldigt fra Haanden, og omsider gjorde Udslaget, aftvættede her fuldeligen den Plet, der klæbede ved ham siden hans Flugt fra Nidaros to Aar forud; men aller mest skyldtes dog vel Sejren Sverres egne vise Foranstaltninger og den Iver, hvormed han i Slagets Begyndelse opmuntrede sine Mænd og foreskrev Enhver, hvad han havde at gjøre. Uagtet han siden under den største Deel af Slaget ufrivilligt maatte staa paa Land som en ledig Tilskuer, havde han dog allerede ordnet det Hele saa vel, at det øvrige gik af sig selv. Men alligevel var hans Held saa uformodet og paafaldende, at hans Fiender seen endog udspredte, at han skulde have havt en Hex med sig paa Toget, og at hun ved sine djævelske Kunster skulde have faaet Havet til at opsluge Kong Magnus med hans. Flaade[1].
- ↑ Villjam af Newbury, VI. 3. Da dette Kapitel øjensynligt indeholder den Fremstilling af de hidtil fortalte Begivenheder, som Sverres Fiender eller Magnus’s Tilhængere gave til Bedste, og som rimeligviis en eller anden norsk Gejstlig i England har medeelt den samtidige Villjam, anføre vi her følgende Uddrag deraf, som et ikke uvigtigt Bidrag til at belyse Stemningen hos Folket og de paa den Tid herskende Rygter: „Omtrent paa samme Tid (c. 1180) var det at hiin saa berygtede Prest Sverre, der kaldes Birkebein, fremstod som Kronprætendent i den Deel af Germanien, der kaldes Norge, og efter at have herjet en Tidlang som saadan, endelig efter Kongens Fald erholdt Kongedømmet, som om det var paa lovligt Viis; skjønt det er at haabe at det med Guds Vilje tager samme Ende med ham, som med andre Konger i hiint Land. Der fortælles nemlig, at i de sidste 100 Aar, ja længere tilbage, have Konger i Mængdeviis fulgt paa Konger, uden at nogen af dem er død af Alderdom eller Sygdom, men alle ere faldne for Staalet, efterladende Tronen som Bytte for deres Drabsmænd, som om de vare deres lovlige Arvinger, saa at man om alle dem, der i den lange Tid herskede der, kan sige som der staar skrevet: Du har ihjelslaaet og tilmed taget en Ejendom (1 Kongernes Bog 21, 19). Da dette skjendige Uvæsen ved den lang-
