borte af Kinderne. Allerede den følgende Dag var Kisten færdig, og førend Liget blev svøbt i Dug, lod han alle de tilstedeværende, som forhen havde været Magnus’s Mænd, gaa hen at betragte det, og forvisse sig om, at det virkelig var Magnus’s Lig: det var ikke, sagde han, for at være haard imod dem, men for at de siden kunde bære Vidne derom, hvis det skulde hænde sig, at Vikverjerne udspredte noget Rygte om at Magnus endnu var i Live, og deraf toge Anledning til at rejse en Oprørsflok. De gik da derhen, og næsten ingen af dem kunde holde Taarerne tilbage, flere kyssede det endog, førend de gik bort. Derpaa blev det svøbt, lagt i Kiste, og efter Sverres Befaling ført til Bergen. Strax derpaa fulgte han selv efter, men modtog før sin Afrejse de femten Merket Guld, som Sokndølingerne havde at udrede[1].
Efterretningen om Magnus’s Fald var imidlertid allerede Dagen efter Slaget bragt til Bergen, og det med den samme Svina-Peter, der to Dage forud saa haanligt var bleven jagen derfra. Løverdag Eftermiddag den 16de blev man nemlig i Bergen overrasket ved at see et vel udrustet, og med Skjolde fra Stavn til Stavn prydet Skib komme ind paa Vaagen og lægge til ude ved Kongsgaarden. Flere troede, at det var Kong Magnus selv, men kort efter lød Hornet i Gaderne, og man erfarede nu, at det var Svina-Peter, der ufortøvet lod Borgerne sammenkalde til Møde. De indfandt sig alle, heel nysgjerrige efter at høre hvad det kunde være. Da stod Peter op og talte saaledes: „Nu skeer det, som Ordsproget siger, at ofte kommer det samme Sviin i Ageren. Jeg heder og Svina-Peter; det er ikke længe siden vi bleve jagne og kjørte ud af Byen her, og det haanligt: ikke desto mindre have I os nu her igjen. Store Tidender have vi at melde: Kong Magnus er falden, saavel som Harald Ingessøn, Orm Kongsbroder, Asbjørn Jonssøn, og mange Lendermænd. I kunne nu med det første vente Kong Sverre hid til Bergen, naar han kommer fra Sogn, og han bad mig sige Eder, at I skulde modtage ham sømmeligt, som det tilkommer hans høje Værdighed. Men hvad skal det betyde, at Alle hænge med Hovedet, eller holde Klæde for Ansigtet? Det veed da Gud, at jeg aldrig før har seet alle Mand bære sig saa underligt ad, som nu her. Det kan jeg dog sige Eder for vist, at om I bære Eder aldrig saa ilde, eller snøfte og sørge aldrig saa meget, er det dog lige fuldt saa, at Kong Magnus nu er død med hele sin Hær. Heller end at hyle og klage, var det mere passende, om I lode ringe eller synge for deres Sjæle, eller gave Fattigfolk Almisse og Prester Penge for at holde
- ↑ Sverres Saga Cap. 86–95. Foruden paa det oven anførte Sted hos Villjam af Newbury omtales ogsaa Magnus’s Fald, og for dette Aar, af Roger Hoveden S. 624.
