Bøn. Det nytter Eder ikke nu at trodse eller tutle Sverre fra Kongedømmet, thi han bar bøjet Halsen paa større Blikke end Eder, der kun ere Kjøbmænd og Bønder, som kvide sig, hine for sit Gods og sine Penge, disse for Vind og Væde. Jeg vil give Eder et godt Raad: lader nu Kong Magnus ligge som han har redet, og underkaster Eder Kong Sverre, som Gud har sendt Eder. I ham have I en Høvding, der baade er mægtig og forstandig, mild og maalsnild, retfærdig og fredsommelig, en berømmelig Sejrherre, og dygtig saavel til at forsvare som til at store Landet. Borte er nu den Sverre, der kom med Hærskjold til Kjøbstæderne, borte ere nu ogsaa de Birkebeiner, som sværmede om her i Buen, og graadigt ransagede Gjemmerne for Eder, Bønder, men i deres Sted komme nu med vor Konge fine og stilfærdige Hirdmænd, der nu skulle være Laas og Nøgle for Frihed og Fred saavel i denne Kjøbstad som i de øvrige. Lader altsaa Bedragere, Falsknere og Drottins-Svigere fare bort, og vorder Eders Konge hulde, troe og tjenstagtige. Lader ogsaa, naar Kongen kommer til Byen, alle dem fare bort, som ere overbeviste om at have lagt svigagtigt Raad op mod Kongen, uden senere at have gaaet til Forlig med ham: eller ogsaa passe de sig for Kongens Udsendinger, thi disse see Folk ikke længe i Øjnene og deres Vaaben forstaa sig ikke paa Slægtregistre. Men Kongen tilbyder selv alle dem Grid og Forlig, der komme til ham og anholde derom, og derfor ønske vi nu, at Gud med alle sine hellige Mænd vil være ham gunstig og forunde ham Fred[1]“
Ikke længe efter indtraf Sverre i Bergen. Ved Indsejlingen lod han Skibene indtage en saadan Stilling, at deres Antal skulde forekomme Bymændene saa stort som muligt, „hvad enten de,“ sagde han, „synes godt om det eller ej.“ Men Bymændene holdt nu særdeles gode Miner; de ringede med alle Klokker til Ære for ham, og modtoge ham med en højtidelig Procession. Der blev strax gjort Foranstaltninger til Magnus’s Begravelse. Liget blev lagt i en Steenkiste, og jordet i Christkirken nedenfor Choret, lige ved den søndre Vegg. Førend Liget lagdes i Kiste, lod Kongen endnu engang flere gaa hen og tage det i Øjesyn, for at ingen skulde finde paa at sige, at Kong Magnus endnu var i Live. Nu, som før, gik mange grædende fra hans Leje, en af hans forhenværende Gjester gik endog hen og kyssede Liget, idet han fældte Taarer. Sverre saa efter, ham og sagde: „kun seent kan man tro slige!“ Ved Jordfæstelsen var
- ↑ Sverres Saga Cap. 96.
