danske Lenshøjhed og atter forenet med det øvrige Rige som en af dets integrerende Dele. Dette behøvede ikke engang udtrykkeligt at udtales, uagtet der neppe er nogen Tvivl om at en formelig Udtale deraf og Kundgjørelse om det danske Herredømmes Ophør har fundet Sted, da Sverre nu rejste om i Viken og lod sig hylde. Det var kun en ligefrem umiddelbar Følge af Magnus’s Fald, og af at den hele Tingenes Orden, der ved hans Ophøjelse paa Tronen var indført, nu aldeles var omstyrtet. Men det fulgte ogsaa heraf, at Sverre nu var indtraadt i et aldeles fiendtligt Forhold til den danske Krone, i hvis Interesse det laa ikke mindre end i det norske Aristokraties, at gjenoprette hiin Tingenes Orden og bringe det samme Forhold til Veje, som før.
Det laa derfor i Sagens Natur, at Sverre arbejdede i en aldeles modsat Retning. For at hindre Aristokratiets Levninger, eller det nye Aristokrati, der i Tidens Løb maatte danne lig, fra at drive en Statens Sammenhold og Uafhængighed saa undergravende Virksomhed, som den, hvortil man i den sidste Tid havde været Vidne, søgte han, som vi allerede have antydet, konsekvent og systematisk at grundlægge en sterk Kongemagt. Det svævende og ubestemte i de statsretslige Forhold kom ham her godt tilpas. Uden umiddelbart at saare Folkets Frihedsfølelse eller at gaa dets Rettigheder aabenbart for nær, kunde han i mange Dele omgaa dem, og under Skin af at skaffe Folket flere Lettelser, fremkalde en Retshevidsthed, der var Kongevældet mere gunstig. Det vigtigste Skridt i saa Henseende var den allerede før omtalte Oprettelse af Lagmands-Institutionen, om hvis Tilbliven vi vel savne udtrykkelige og nøjagtige Oplysninger, men som ikke desto mindre tydeligt kan skjønnes at være opstaaet paa denne Tid, og som ej kan skyldes nogen anden end Sverre. Medens der nemlig lige indtil Kong Sverres Dage ikke nogensinde er Tale om Lagmænd[1], – hvilket dog med Embedsmænd af den Betydenhed ganske
- ↑ Flere have vistnok antaget Institutionen for meget ældre, eller rettere existerende fra umindelige Tider, af den Omstændighed, at „lögmenn“ et Par Gange tidligere nævnes, navnlig i Beretningen om Sigurd Ranessøns Proces (se ovenfor II. S. 643 flg. jvfr. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 30), især er dette udtalt af Maurer, Beiträge zur Rechtsgesch. des germ. Nordens, I. S. 137. Men af den Forbindelse, hvori Ordet „lögmenn“ paa disse Steder staar, seer man at det kun betegner det samme som lagamenn det er lovkyndige Mænd, der konsuleredes, og at der ikke er Tale om nogen Embedsmyndighed. I denne Betydning, aabenbart den ældste og oprindelige, forekommer lögmenn, i den gamle islandske Lov (Graagaas, lögsögum. þ. I), hvor det udtrykkeligt heder: om han (Lovsigemanden) ikke har Kundskab dertil (nemlig at fremsige alle Lovens Stykker nøjagtigere end nogen anden), da skal han komme sammen med fem eller flere „lögmenn,“ saa mange han kan faa fat paa, og raadføre sig med dem, førend han fremsiger hver Deel. Man seer ogsaa paa hiint Sted (Fornm. S. VII. 133.) at „lögkœnir menn“ bru-
