men det bar dog sædvanligt – og vi have seet hyppige Exempler derpaa, – at Retstrætters Afgjørelse blev henskudt til Kongen, halv som et Slags Voldgift, halv fordi man under de uklare Forestillinger, der herskede om de statsretlige Forhold, ligefrem ansaa Kongen, ifølge hans ophøjede Stilling, baade forpligtet og beføjet til at kunne give en saadan Afgjørelse; og denne Forpligtelse eller Beføjelse, hvad man nu vil kalde den, maatte han ogsaa kunne udøve gjennem Befuldmægtigede, naar disse vare udrustede med de fornødne Kundskaber og besad almindelig Tillid. Hertil kom den Ærefrygt, man bar for Loven, saaledes at hvad der i ethvert Tilfælde godtgjordes, ligemeget hvorledes, at være Lov, ogsaa allerede blot som saadant, uden nogen egentlig Mellemkomst fra Statens Side, burde efterleves. Ny var det netop den Lagmændene tildeelte Forretning, i ethvert Tilfælde at forkynde, hvad der var Løv, og for saa vidt der ej næredes nogen Tvivl om deres Kyndighed og Redelighed – og det ligger i Sagens Natur, at man, i det mindste i Førstningen, har søgt til disse Embeder kun at udnævne Mænd, hvis Retskyndighed og Redelighed var hævet over enhver Tvivl – faldt det af sig selv, at deres Udsagn, afgivet under den dem af Kongen meddeelte Autoritet, næsten maatte blive respekteret som en virkelig Dom, om det end ikke, som denne, kunde medføre øjeblikkelig Exekution. Dog gjordes der ej nogen Paastand paa, at Lagmandens Kjendelse skulde betragtes som en Dom; den kaldtes kun „Orskurd“ d. e. Afgjørelse, Betænkning[1], og den hele Indretning fremstillede sig, som man tydeligt kan see, fra først af kun som en af Kongen truffen Foranstaltning til at skaffe Folk i ringere Kaar, der deels ikke vare oplyste nok til at have tilstrækkelig Lovkundskab, deels vare for ubemidlede til at søge deres Ret ad den sædvanlige, langvarigere og mere kostlige Vej, Adgang til i Hast og uden Byrder eller Bekostning at faa deres Retstrætter afgjorte. Derfor taler og Gunnar Grjonbak i den nys ovenfor anførte Ytring om at Kongen egentlig kun havde beskikket ham til at skifte Ret mellem Kotkarle, ikke mellem Høvdinger: disse forudsattes nemlig selv at have Lovkundskab nok til at vide, hvad der i ethvert Tilfælde var Ret, og fornødne Midler til at bestride Omkostningerne ved formelige Søgsmaal. Vel kunde der her egentlig kun være Spørgsmaal om at oplyse, hvad Lovene bestemte for et givet Tilfælde, ej om at afgjøre, hvorvidt dette Tilfælde virkelig var for Haanden; men for saa vidt Bevisets Gyldighed selv var et Retsspørgsmaal, ligger det i Sagens Natur, og i hine Tiders mindre klare Forestillinger om deslige Materier, at der ej skjelnedes strengt mellem Lovspørgsmaalet (jus)
- ↑ Orskurd kommer af at skera or, egentlig, skjære ud af, dernæst, afgjøre, Tydsk „urtheilen“.
