og Sagspørgsmaalet (factum), og at Lagmanden i mange, maaskee de fleste Tilfælde afgjorde dem begge. Idet Lagmands-Institutionen saaledes anmeldte sig som alene sigtende til at skaffe de Ringere og Ubemidlede en Lettelse, var det ogsaa at vente, at den med Glæde vilde blive modtagen, og at Lagmændenes Kjendelser vilde vinde des større Anseelse. Man erfarer imidlertid, at denne Forventning ingenlunde strax gik i Opfyldelse, men at der i lang Tid gaves Mange, der ikke vilde indfinde sig hos Lagmændene, uagtet de af deres Modpart udtrykkeligt vare indstevnede dertil, og heller ikke efterleve de Kjendelser, Lagmændene – formodentlig i saadanne Tilfælde – havde givet[1]. Der var nemlig endnu intet Lovbud, som forpligtede dertil, og Kjendelsen kunde ej engang ansees fem en Voldgifts-Afgjørelse, naar begge Partier ikke havde været tilstede. Denne Omstændighed, saavel som den synlige Omhu, hvormed Kongemagten søgte at holde Lagmændenes Myndighed oppe og skaffe deres Afgjørelser Retskraft, gjøre det især sandsynligt, at Hovedøjemedet med denne Institution har været at berede Kongemagten en Udvidelse, medens det, at skaffe de Ubemidlede en større Lettelse, mere har været en Bihensigt, eller maaskee endog kun været anseet som et Middel til at gjøre Indretningen populær. Thi der behøvedes ej saa megen Fremsynethed til at skjønne, at naar det først blev almindeligt, at Retstrætter, som ej kunde komme til Endskab hjemme ved de mindre Thing, afgjordes af Lagmændene, ikke paa de store Lagthing, vilde Følgen omsider blive, at en væsentlig Spore for Folket til at besøge disse ophørte, hvorved igjen Folkets Interesse for og Indflydelse paa de offentlige Anliggender vilde aftage, og Kongemagten faa friere Hænder. Saaledes gik det og i Tidens Løb.
Hvor mange Lagmænd Sverre udnævnte, siges ikke, men da deres Antal allerede i 1223 angives til ni[2], og Institutionen vilde have forfejlet sin Hensigt, hvis de vare saa faa, at Adgangen til dem blev alt for besværlig, kan man vistnok antage hiint Antal for det oprindelige. Af disse vare tre for Thrøndelagen, det vil her sige, de Landskaber, der løde under Thrøndernes Lov, eller Frostathingsloven. En af disse tre, den nysnævnte Gunnar Grjonbak, var for det egentlige Throndhjem, nu en for Haalogaland, om den tredie derimod var for Jemteland tilligemed Herdalen, eller for Naumdal m. m., er uvist. For Gulathingslagen var der to, en for det nordre Distrikt eller den egentlige Gulathingslag, (Hørda-Sygna- og Firda-Fylke med Søndmøre, Valdres og Hallingdal), og en for det sydlige (Rygja- og Egda-Fylke). For Oplandene var der to, en for den nordre Deel, Hede-
