Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/212

Denne siden er korrekturlest
194
Sverre Sigurdssøn.

marken iberegnet, een for den søndre (rimeligviis Raumafylke og Hadafylke); for Viken ligeledes to, en for den sydlige Deel eller Ranafylke, en for den nordlige. Stundom var der ogsaa Lagmænd i enkelte Byer. Om der allerede strax anvistes Lagmændene nogen saadan Funktion ved Lagthingene, som de siden udøvede, da de bleve Thingenes Bestyrere, siges ej, og det er heller ikke sandsynligt, medens det dog næsten ligger i Sagens Natur, at deres Nærværelse paa Lagthingene, for at gaa til Haande med deres Raad, maatte gjøres dem til Pligt. Man seer ogsaa at Embederne i Førstningen ikke besattes med særdeles fornemme Mænd, hvilke vel heller ikke attraaede dem; Gunnar Grjonbak kaldtes saaledes endnu i 1223 Gunnar Bonde og kalder sig selv en „Kotkarls Søn“; flere andre Lagmænd kaldes ligeledes slet og ret „Bønder“[1].

Medens Lagmands-Institutionen saaledes var beregnet paa eller idet mindste skikket til, efterhaanden at bringe den dømmende og lovgivende Myndighed over i Kongemagtens Hænder, var Sysselmands-Institutionen, om hvilken der forhen er talt, ikke mindre skikket til at berøve Lendermændene den Deel i Statsstyrelsen, og den Politi-Myndighed, de hidtil havde udøvet. Sysselmændene forenede, som ovenfor nævnt, alle Aarmændenes egentlige administrative Funktioner med Lendermændenes; hvad de af hines Stilling ej beholdt, var kun det, der nedværdigede dem i Folkets Øjne, nemlig den underordnede Gaardsfoged-Bestilling paa de kongelige Godser, medens de igjen ikke havde Lendermændenes personlige Værdighed, uden for saa vidt de selv vare Lendermænd; men Forpligtelsen til at holde et vist Antal Krigsfolk og efter Opbud tjene med dem i tre Maaneder synes at have paahvilet dem lige saavel som Lændermændene[2]. Landet synes endnu ikke at have været inddeelt i bestemte afgrændsede Sysler, som senere, men Kongen gav, rum det heder, en eller anden Mand sin Syssel, d. e. sit Ombud paa dette eller hiint Sted, saaledes at Syslens Omfang for hver Gang bestemtes, og snart var større, snart mindre. For Resten omtales, som vi have seet, Sysselmænd ogsaa tidligere, men ikke som sædvanlige Embedsmænd over det hele Land, kun i særegne

  1. Saaledes „Dagfinn Bonde“ i Gulathingslagen, „Aamunde Bonde“ i Ryfylke.
  2. I Hirdskraa Cap. 36, er der fuldstændigt optaget en Bestemmelse af Kong Magnus Haakonssøn fra Aaret 1273 om Lendermændenes og Sysselmændenes Forpligtelser, hvor denne Pligt, i tre Maaneder at holde et vist Antal Tropper, udtrykkeligt omtales, og Troppernes Antal nøje bestemmes; man kan visselig ikke se heraf om Forpligtelsen først da paalagdes Sysselmændene, eller om den allerede tidligere var tilstede; det sandsynligste er dog, at Forpligtelsen allerede forhen var der, men at der kun ved denne Forordning, blev truffet nye Bestemmelser med Hensyn til Troppeantallet. Thi at Sysselmændene i alle Fald i Borgerkrigens urolige Tider maatte holde Krigsfolk, falder af sig selv, og nævnes mange Steder udtrykkeligt.