Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/22

Denne siden er korrekturlest
4
Magnus Erlingssøn.


Som Erlings fornemste Støtte blandt Lendermændene i den nordligste Deel af Landet maa man ansee Nikolas Sigurdssøn paa Steig, almindeligviis kaldet Nikolas Skjaldvarssøn, fordi hans Moder Skjaldvar var en Halvsyster af Magnus Barfod. Hans egentlige Hjem og Hovedsæde var, ligesom Faderens, Steig i Engeløen paa Haalogaland, men han opholdt sig ogsaa ofte og længe i Nidaros, hvor han ejede Gaard, og havde megen Indflydelse. Nikolas havde ligeledes været nævnt, da der efter Kong Inges Død var Spørgsmaal om at opstille en Anfører for Lendermændspartiet, men han havde raadet til, helst at vælge en Mand af Konge-Æt, og kort efter lagde han noksom sin Hengivenhed for Erling og Magnus for Dagen ved at gjøre Ende paa Sigurd Markusfostres Opstand, idet han slog ham og Fosterfaderen Magnus, da de vilde angribe Bergen, og siden efter lod dem henrette, da de vare fangne. Nikolas maa have været Erling til stor Nytte i Thrøndelagen ved Siden af de mange misfornøjede, der ikke kunde glemme ham den meget afholdte Frederik Kønas Drab, og som vel heller ikke fandt saa synderligt Behag i den store Magt, Erkebiskoppen og Gejstligheden nu fik i Sammenligning med før. Først og fremst blandt disse maa man nævne Alf Rode, Ottar Birtings Søn, der allerede, uanseet Faderens Svogerskab med Kong Inge, havde viist sig som en ivrig Tilhænger af Haakon Herdebreid, og, som man af det følgende kan skjønne, enten slet ikke eller kun nødtvungen havde underkastet sig Magnus. Det samme gjaldt rimeligviis ogsaa den store og vidt forgrenede Reins-Æt[1], hvis Hoved, Guthorm Aasulfssøn, i sin Tid havde været den første til at tage Sigurd Mund til Konge, og hvis Datter, Rangrid, var gift med Frederik Køna, hvis Drab, som det udtrykkeligt heder, vakte saa megen Harme blandt hans talrige Paarørende i Thrøndelagen[2]. Guthorm levede vel neppe længer paa den Tid, men Ætten repræsenteredes af hans tvende Sønner, Aasulf af hans andet Egteskab, og Baard af hans tredie, af hvilke Aasulf, som den ældste, maa have besiddet Hovedgaarden, Rein, men, da han ikke efterlod Sønnen være efterfulgt i Besiddelsen af Baard som nærmeste Odelsmand. Sandsynligviis var dette allerede skeet før Magnus Erlingssøns Ophøjelse paa Kongetronen. Reins-Ætten var, som ovenfor nævnt, ogsaa besvogret med den mægtigste Æt i Jemteland, ved Guthorm Austmandssøns Giftermaal med Rangrids Halvsyster Ingerid. I Jemteland maa der saaledes og have rørt

  1. Om Reinsætten se ovf. II. S. 808, jvfr. Slægttavle No. 5.
  2. Frederik og Rangrid havde ifølge Fagrsk. Cap 215 en Datter Astrid, der blev Nonne, sandsynligviis i Reins Kloster, der stiftedes af Fru Sigrid paa Austraat, Baard Guthormssøns Datter.